Tv-serie undgår brexit-kvaler
Storbritanniens farvel til EU kommer ikke til at ramme serien "Game of Thrones", som det ellers var frygtet.
Storbritanniens beslutning om at forlade EU kommer ikke til at få nogen betydning for hit-serien "Game of Thrones", som det ellers var frygtet.
Storbritanniens beslutning om at forlade EU kommer ikke til at få nogen betydning for hit-serien "Game of Thrones", som det ellers var frygtet. Foto: Helen Sloan/AP


Der er godt nyt til alle "Game of Thrones"-fans, som har måttet lægge ører til spekulationer om, at Storbritanniens beslutning om at forlade EU vil få alvorlige økonomiske konsekvenser for HBO-serien "Game of Thrones".

Brexit kommer nemlig ikke til at få nogen betydning for produktionen af den populære serie, der hovedsageligt filmes i Nordirland. Det bekræfter HBO, efter spekulationer om at et farvel til EU også ville betyde et farvel til økonomisk EU-støtte til den populære serie.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge mediet peger flere økonomer og regeringsledere på, at beslutningen om at forlade EU efterlader udsigten til økonomisk vækst mere usikker, og det kan ifølge dem afholde store Hollywood produktioner og filmselskaber fra at filme i Storbritannien, da landet ikke længere vil få adgang til europæiske tilskud.

"Game of Thrones" har tidligere modtaget finansiel støtte fra EU-fonde, bekræfter HBO, men den populære serie har ikke modtaget støtte til de seneste sæsoner, lyder det desuden.

- Vi venter ikke, at resultaterne af EU-folkeafstemningen vil have nogen særlig effekt på HBO's produktion af "Game of Thrones", skrev netværket fredag i en udtalelse.

"Game of Thrones" vil fortsat modtage finansiel støtte fra Storbritannien og fra selskabet Northern Ireland Screen, NIS, som yder støtte til lokale virksomheder, skriver Reuters.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.