Tv-ørne svarer igen: Lægger nye æg efter tyveri
Mindre end en måned efter at et havørnepar på Lolland fik stjålet to æg, har hunnen nu lagt et nyt.
Et havørnepar på Lolland, hvis liv bliver tv-transmitteret af Dansk Ornitologisk Forening, har lagt et nyt æg, efter at have fået stjålet to æg tidligere i år.
Et havørnepar på Lolland, hvis liv bliver tv-transmitteret af Dansk Ornitologisk Forening, har lagt et nyt æg, efter at have fået stjålet to æg tidligere i år. Foto: PER RASMUSSEN/free


For knap en måned kunne man se en husmår stjæle to havørne-æg fra en rede, som Dansk Ornitologisk Forening, DOF, sender direkte optagelser fra døgnet rundt.

Dermed pegede alt i retning af, at danske havørne-entusiaster måtte kigge langt efter at opleve opdragelsen af havørneunger for åben skærm.

Mod alle forventninger har ørneparret dog svaret igen oven på tyveriet. Fredag 17. april kl. 12.30 lagde havørnehunnen nemlig et nyt æg i reden. Det oplyser DOF i en pressemeddelelse.

- Det er en usædvanlig og god begivenhed i et havørnepars liv. Jeg er begejstret for at vi ser, at de lægger æg igen efter æggetyveriet, lyder det fra Kim Skelmose, der leder DOF's Projekt Ørn og følger udviklingen i landets bestand af ørne.

Det sker sjældent, at havørne lægger nye æg, hvis det kikser i første omgang. Alligevel har man den seneste tid været optimistisk omkring det tv-transmitterede ørnepar, der holder til i en rede på Lolland.

- Vi har været klar over, at det måtte lykkes, fordi ørnene har bygget videre på reden igen, og vi har set dem parre sig flere gange, siger Kim Skelmose.

Æglægningen betyder, at man i løbet af foråret vil kunne se parret ruge på æggene og passe de dunede unger, når de bryder ud af skallen.

Når det er fodringstid, vil man typisk kunne se forældrene komme tilbage til reden med blishøns eller hornfisk og fodre de sultne unger.

Der vil altid være en risiko for, at det netop lagte æg igen bliver stjålet, siger Kim Skelmose. Han mener dog ikke, at der er så meget, man kan gøre ved det.

- Det er naturens gang, og vi håber, det ikke sker. Vi sætter ikke mårafskærmning på redetræet af to grunde: Dels vil det forstyrre ørnene i deres familieliv, dels kan måren finde andre veje til reden over grene fra andre træer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.