Den 49-årige læge fra tv-programmet "Lægen flytter ind" Charlotte Bøving er ramt af uhelbredelig tarmkræft, der har spredt sig til to lymfeknuder. Det fortæller hun til BT.
- Det første jeg gjorde, da jeg fik det at vide, var at læse om prognosen for sygdommen. Og jeg kunne konstatere, at 50 procent af dem, som får den her form for kræft, ikke er her om fem år, konstaterer Charlotte Bøving overfor BT.
Kræften blev opdaget i september, da Charlotte Bøving blev opereret for akut tarmslyng - en operation, som endte med indlæggelse i seks døgn.
Måske 10-15 gode år
- Med den her kræftform vil jeg aldrig blive raskmeldt. Resten af mit liv skal jeg til skanning mellem hver tredje og hver sjette måned alt afhængig af, hvordan det udvikler sig. Og i sidste ende vil jeg også dø af det, siger Charlotte Bøving, som håber at få 10-15 gode år fra nu af.
Charlotte Bøving har levet et kernesundt liv med masser af sport. Hun er dobbelt dansk mester på ironman-distancen og nordisk mester på den halve distance, og så har hun spillet håndbold på eliteplan.
I den nærmeste fremtid skal Charlotte Bøving opereres på Rigshospitalet.