Tv-konflikt suspenderer spansk ligafodbold
På grund af en ny lov om salget af tv-rettigheder suspenderes alle fodboldkampe i Spanien fra 16. maj.
Barcelona og de øvrige spanske ligaklubber får måske en kamppause i slutningen af sæsonen.
Barcelona og de øvrige spanske ligaklubber får måske en kamppause i slutningen af sæsonen. Foto: Daniel Tejedor/AP


De spanske fodboldklubber i landets bedste række kommer ikke i aktion efter 16. maj.

Onsdag har det spanske fodboldforbund (RFEF) offentliggjort, at alle turneringer vil være suspenderet fra den dato.

Det er en konflikt mellem RFEF og den spanske regering, der har ført til den drastiske udmelding. Konflikten handler om en ny lov, der skal regulere tv-rettighederne i landet.

- Vi vil suspendere alle konkurrencer på ubestemt tid fra 16. maj, lyder det i en erklæring fra RFEF.

Forbundet gentager samtidig, at man er åben for en dialog med den spanske regering.

Loven blev vedtaget efter støtte fra den professionelle liga (LFP), som ønsker en mere retfærdig fordeling af tv-indtægterne klubberne imellem, hvor Barcelona og Real Madrid har for vane at få langt størstedelen af tv-pengene.

Suspenderingen kan påvirke 30.000 kampe og 600.000 spillere.

På tidspunktet for suspenderingen mangler der to spillerunder af årets sæson. Det betyder blandt andet, at storkampen 17. maj mellem Atlético Madrid og FC Barcelona, der kan få stor betydning for, hvem der bliver mestre, ikke bliver spillet.

Det samme gælder pokalfinalen mellem Barcelona og Athletic Bilbao, der er programsat til 30. maj.

Suspenderingen får dog ingen betydning for de spanske holds deltagelse i europæiske turneringer.

Tværtimod kan Sevilla, Real Madrid og Barcelona glæde sig over ekstra hviletid, hvis det, inden suspenderingen træder i kraft, lykkedes dem at kvalificere sig til finalerne i Europa League og Champions League.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.