Tv-kendis skal være far
Robert Kardashian bliver far for første gang, når glamourmodellen Blac Chyna føder parrets fælles barn.
Rob Kardashian er lillebror til tv-personligheden Kim Kardashian.
Rob Kardashian er lillebror til tv-personligheden Kim Kardashian. Foto: Adam Taylor/AP


Et billede siger som bekendt mere end tusind ord, og den seneste tid er der poppet masser af fotos frem af Blac Chyna med en spirende mave.

Nu bekræfter en repræsentant for den 27-årige glamourmodel, at hun venter barn med kæresten, den 29-årige tv-personlighed Robert Kardashian.

- Jeg kan bekræfte, at hun er gravid og selvfølgelig lykkelig, siger repræsentanten til magasinet People.

Fredag delte både Chyna og Kardashian et billede af en gravid emojifigur på Instagram, selv om parret havde planlagt at dele nyheden på mors dag 8. maj.

- Hun ville gerne have annonceret det selv søndag, men blev tvunget til at gøre det nu, siger repræsentanten og fortæller, at der er et kæmpe drama bag afsløringen.

- Det er angiveligt Robert Kardashians egen familie, der har lækket nyheden til medierne. Chynas egen mor vidste det end ikke - kun mig og hendes bedste veninde. Hendes øjeblik blev frataget hende, hvilket er synd. Men det var ren forretning for Kardashian-familien - de har et show at promovere, raser repræsentanten.

Det forlovede par har været sammen siden januar i år, og der har været en del palaver i familien, efter Robert Kardashian indledte forholdet til Chyna. Hun har nemlig sønnen King Cairo med rapperen Tyga, som er kærester med Kardashians halvsøster, Kylie Jenner.

Robert Kardashian er Kardashian-klanens eneste søn i flokken, der består af fem piger, som alle har samme mor: Kim, Khloé og Kourtney Kardashian samt Kendall og Kylie Jenner.

På trods af sin eksponerede familie har Robert Kardashian holdt sig uden for rampelyset de seneste par år. I den kommende 12. sæson af familiens uhyre populære realityshow, "Keeping It Up with the Kardashians", vender han dog tilbage med Chyna ved sin side.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.