Tv: Familie ramt af betonklods på motorvej - en omkommet
En betonklods, der blev kastet ud fra en bro, ramte familiebil. En omkom, mens et barn slap med skrammer.

Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
- Vi håber, nogen har set noget eller måske ved noget, der kan hjælpe med at finde frem til den eller de skyldige, skriver hun. Foto: Scanpix/arkiv


En familie blev søndag morgen ramt af en betonklods, som blev kastet ud fra en bro over den fynske motorvej.

En person er omkommet, og en er kommet alvorligt til skade, mens et barn slap med skrammer. Det meddeler Fyns Politi.

- Vi har allerede nu valgt at gå ud med oplysninger om, hvordan ulykken er sket i håb om, at der er nogen derude, som kan hjælpe med oplysninger, så vi kan finde frem til gerningsmanden eller gerningsmændene, skriver vagtchef Mie Brøchner fra Fyns Politi søndag i en pressemeddelelse.

Familien er udenlandsk, og de pårørende er endnu ikke underrettet.

- Vi håber, nogen har set noget eller måske ved noget, der kan hjælpe med at finde frem til den eller de skyldige, skriver vagtchefen.

Ulykken skete kort før klokken fire om morgenen. Formentlig blev betonklodsen smidt ud fra en bro ved Langesøvej, der krydser motorvejen mellem afkørslen ved Blommenslyst og afkørslen ved Vissenbjerg.

Familien kørte i retning mod Jylland. Motorvejen var efterfølgende lukket i adskillige timer på strækningen, men blev åbnet igen omkring klokken 08 søndag morgen.

En aften i januar i år blev en familie på fire ramt af en 30 kilo tung betonflise, der formentlig blev kastet fra samme bro ved Langesøvej. Moren fik en hovedskade, mens børnene og faren slap uden skrammer.

Politiet kaldte det "nærmest et mirakel", at familien ikke kom alvorligt til skade. Flisestumperne blev spredt over motorvejen, og flere andre biler kørte hen over dem. Ingen kom dog alvorligt til skade.

Dengang formodede politiet, at flisen var blevet transporteret dertil i et køretøj, en trailer eller en trillebør.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.