Tv-darling skal opereres: Kirurgerne skal ind gennem min mave
Sisse Fisker skal igennem en operation i ryggen. Hun håber, det kan afhjælpe nogle af de smerter, hun døjer med.
Foto: Scanpix


Voldsomme smerter i ryggen, der gennem tiden kun er blevet forværrede, har fået Sisse Fisker til at tage en drastisk beslutning.

For en måneds tid siden løftede hun således sløret for, at hun snart skal opereres, fordi en diskus er ødelagt.

Sisse Fisker fortæller nu også, at hun oven i det har Modic forandringer, der er en irritationstilstand med betændelse, som får knoglerne til at bryde sammen i ryggen. Det skriver bt.dk.

Selvom Sisse Fisker håber og tror på, at en operation kan hjælpe, så er hun også meget nervøs.

- Jeg synes ikke, en operation er særlig fedt - og sådan tror jeg rigtig mange har det. Men jeg har prøvet alt fra at ændre min kost, sove mere, træne på en særlig måde og arbejde anderledes. Men selvom jeg står på hovedet og gør alt mulig andet, så er dommen bare klar. Jeg får det højst sandsynligt bare værre, siger hun til bt.dk.

Til avisen fortæller hun da også, at det er en kompliceret operation, der skal til.

Under operationen skal kirurgerne ind gennem maven og fjerne den diskus, der er ødelagt. Den skal så erstattes med en kunstig en af slagsen, ligesom selve ryghvirvlerne over og under den nye diskus skal fikseres med skruer, forklarer hun.

Når operationen - som hun ikke vil løfte sløret for, hvornår skal finde sted - er overstået, håber hun på at kunne løbe om kap med sine drenge og lege med dem, uden at det gør ondt, skriver bt.dk.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.