Tv-darling: Babyvægten rasler af
To uger efter fødslen har Amalie Szigethy tabt en del af de ekstra kilo, der kom til under graviditeten.
Amalie Szigethy fødte en lille pige i juli, og nu er realitypersonligheden allerede ved at smide babyvægten.
Amalie Szigethy fødte en lille pige i juli, og nu er realitypersonligheden allerede ved at smide babyvægten. Foto: Philip Davali/Polfoto


For lidt over to uger siden blev realitypersonligheden Amalie Szigethy mor for første gang, og det tyder ikke på, at kampen mod babyvægten bliver hård.

Kiloene er allerede raslet af den nybagte mor, der tog 43 kilo på under graviditeten. Det skriver hun til et billede på det sociale medie Instagram, der er taget 16 dage efter fødslen.

- Jeg vejede 105 kilo, inden hun kom, og nu siger vægten 78 kilo. Min startvægt var 62 kilo, inden jeg blev gravid, og jeg er 172 høj. En lettet og stolt mor må man gerne være i disse tider, skriver Amalie Szigethy og giver samtidig udtryk for, at hun glæder sig til at komme helt tilbage i form igen.

Realitydarlingen, der blev kendt gennem tv-programmet "Paradise Hotel", offentliggjorde sin graviditet tilbage i januar i år, og det betød samtidig farvel til de vilde byture, men det har ikke været noget problem for den tidligere Paradise-deltager.

I marts fortalte hun Ritzau Fokus, hvordan hendes liv var ændret markant allerede inden fødslen.

- Man begynder jo at bygge rede, og man forandrer sig meget, uden at man ved det. Man begynder at værdsætte nogle andre ting og nogle andre værdier i livet, og det kan jeg mærke rigtig meget.

- Det er noget helt andet, jeg godt kan lide at lave nu. Nu fokuserer jeg bare på hende og køber ind til hende. Hele mit liv handler jo bare om hende, sagde realitystjernen dengang.

Den 24-årige tv-personlighed har for længst besluttet, at hendes førstefødte skal hedde Josephine Charlotte Lytton Kejser Szigethy, og dermed får pigen navne, der stammer både fra sin mor, mormor og morfar.

Faren til barnet er it-investoren Mikkel Skelskov, men de nybagte forældre danner ikke par, og derfor skal den blonde realitydeltager være alenemor.

Se billedet af Amalie Szigethy her:

https://www.instagram.com/p/BIx9J_VAb5_oS3fVckfVM-q2WMEuaNBaKB_hcY0/?taken-by=amalieszigethyprivat

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.