TV 2-vært om datters sygdom: Lægerne havde opgivet Sally
Thomas Uhrskov's datter kæmpede i flere år med en sygdom, som de danske læger nægtede at teste hende for.
Ski-entusiasten Thomas Uhrskov fortæller om familiens kamp mod sundhedssystemet.
Ski-entusiasten Thomas Uhrskov fortæller om familiens kamp mod sundhedssystemet. Foto: Jeanne Kornum/Scanpix/Arkiv


I en kronik i Berlingske fortæller tv-manden Thomas Uhrskov om sin datters lange sygdomsforløb, der endte med, han måtte tage sagen i egen hånd. 

Thomas Uhrskov, der er mest kendt for sine ski-programmer på TV 2, fortæller, at syv forskellige læger herhjemme nægtede at teste datteren Sally for infektionssygdommen borrelia, selvom hun havde symptomerne. 

Deres diagnose på Sallys enorme søvnbehov var i stedet 'uforklarlig narkolepsi' - en uhelbredelig søvnsygdom. Det viste sig senere, at være forkert. 

Faldt i søvn i busser

Teenagedatteren var gået fra at være en pige, der gerne stod op klokken fem om morgenen for at hygge sig, til at sove 15-16 timer i døgnet.

"I begyndelsen forsøgte vi at ignorere sygdommen væk. Vi tænkte, at trætheden og sortsynet var noget pubertets-halløj, måske var hun bare lidt forkælet. Måske skulle hun bare tage sig sammen. Så hun tog sig sammen. Fik job, faktisk to, og en dele-lejlighed på Nørrebro tæt på de hippe caféer og det pulserende ungdomsliv. Men det var et liv, hun ikke deltog i. Hun arbejdede og sov. Og når hun ikke arbejdede, faldt hun i søvn i busser og tog", skriver Thomas Uhrskov i sin kronik.

Måtte fjerne sakse og skarpe knive

Datterens nye liv holdt ikke. Hun måtte opgive job og lejligheden og flyttede - som 19-årig - hjem igen.

Symptomerne blev værre. Sally kunne ikke tåle høje lyde og når familien var samlet under aftensmåltiderne sad hun iført hørepropper eller hovedtelefoner. Overhørte hun de andres synke- eller bøvselyde, eksploderede hendes verden.

"Skrigende kastede hun sig med hovedet først ind i væggen, eller bankede hovedet hårdt i bordet, indtil jeg kastede mig over hende og holdt hende fast. Vi fjernede sakse og skarpe knive," skriver Thomas Uhrskov. 

Omvej for at blive rask

I to år sov datteren 15-16 timer i døgnet. Når hun ikke sov, var hun i smerter og uden lyst til livet, fortæller Thomas Uhrskov, der fortsatte med at kæmpe for datterens helbred. 

"Lægerne havde opgivet Sally, men vi gravede vi os ned. Vi blev de pårørende, jeg fornemmer, at de lægelige autoriteter hader. Vi gik på nettet og læste," skriver han. 

En læge fra omgangskredsen der fik arrangeret en dansk borrelia-test. Resultatet blev sammenholdt med undersøgelser foretaget i Tyskland og endelig var diagnosen klar: Sally havde borrelia.

Rask igen

I dag er Sally rask. Men kun efter en omvej uden om det etablerede danske sundhedssystem.

"Med lægevenners hjælp og lidt fifleri, lykkedes det os at få fat i den nødvendige medicin. 42 piller om dagen i måneder. Med ugentlige blodprøver og EKG-undersøgelser som sikkerhedsventil holdt vi vejret, mens Sally slugte håndfuld efter håndfuld", skriver Thomas Uhrskov.

Han kritiserer det danske sundhedssystem, som han mener, bruger urimeligt mange kræfter på at fastholde syge folk i uhelbredelige diagnoser, som måske ikke passer.  

Læs hele kronikken her.

 

Fakta om borrelia

Borreliose skyldes infektion med bakterien Borrelia. I Danmark overføres bakterien fra dyr til mennesker ved bid med skovflåten.

Infektion med Borrelia kan give forskellige symptomer. Den tidlige infektion, første stadie, viser sig inden for uger efter smitte med et karakteristisk rødt velafgrænset hududslæt omkring bidstedet.

I andet stadie kan infektionen sprede sig fra bidstedet til andre organer, som for eksempel hjernen. 

Man kan forebygge infektion ved at undgå flåtbid og ved at fjerne flåter hurtigst mulig. 

Infektionsrisikoen er meget lille indenfor 24 timer efter de har sat sig fast. 

Flåten bider sig fast der, hvor huden er tynd, og der er fugtigt, som for eksempel knæhaser, lysken, armhuler og hårkant. 

Flåter kan dog sidde alle steder og hos børn ofte på hovedet.

Læs mere her

Kilde: Statens Serum Institut

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.