Sympati og varme hilsner er væltet ind fra seerne til TV 2 News-værten Karen-Helene Hjort, efter hun i går gik i stå for åben skærm - dybt påvirket af de grufulde terroranslag i Bruxelles.
Den dygtige nyhedsvært var så berørt af alvoren, at hun måtte have en pause fra live-dækningen.
Seerne skrev derefter i hobetal på TV 2 News' Facebook-side, hvor de gav den 39-årige vært trøstende ord med på vejen.
Og heldigvis har Karen-Helene Hjort det okay. Det skriver hun selv på Facebook, hvor hun understreger, at hun normalt ikke er sådan at vælte omkuld - heller ikke på jobbet - men at arbejdsdagen føltes særligt hård i går, hvor terroren igen ramte.
"Det er så ubegribeligt, at nogen kan hade så meget. Og så gav det mig lidt af en mavepuster, at en sej dame som EU's udenrigschef pludselig stod og græd," skriver Karen-Helene Hjort og konkluderer:
"Sådan er vi alle så menneskelige."