Tusindvis kan kræve penge retur fra DSB
Pendlere har siden 2008 kunne betale sig til internetadgang på rejsen, men ikke alle får, hvad de betaler for.
For 29 kroner kan du købe dig til internetadgang på din togrejse med DSB. Men forbindelsen er tilsyneladenede ikke helt pålidelig. Arkivfoto.
For 29 kroner kan du købe dig til internetadgang på din togrejse med DSB. Men forbindelsen er tilsyneladenede ikke helt pålidelig. Arkivfoto. Foto: PER FOLKVER/POLFOTO


Siden 2008 har DSB solgt adgang til internettet, vel vidende at forbindelsen ofte er langsom eller ikkeeksisterende.

Så ved at give sig ud for at være almindelig kunde har metroxpress testet, om man kan få penge retur, og det kan man, skriver avisen.

Avisens medarbejder klagede over, at DSB og leverandøren TDC tre gange - i 2012, 2013 og 2014 - havde undladt at levere internet i det lovede antal timer.

Tre opkrævninger a 29 kroner - i alt 87 kroner - blev tilbagebetalt. Og sådan kan andre også gøre, indrømmer DSB"s salgschef, Christian Linnelyst.

- Hvis man har oplevet store problemer med vores internet i togene, kan man tage kontakt til vores kundeservice og få pengene tilbage, lover han.

Jurister i Forbrugerrådet Tænk fastslår, at man har krav på pengene helt eller delvist tilbagebetalt.

- Det er uforståeligt, at DSB og teleindustrien endnu ikke har fået internet ind i togene, for teknologien har været klar i mange år, siger Martin Salomon, chefkonsulent i Forbrugerrådet, som opfordrer politikerne til at gribe ind og stille krav til DSB.

- Som forbruger står man undrende og måbende tilbage, men teleselskaberne og DSB er tilsyneladende ligeglade, siger han til metroxpress.

Det afviser Christian Linnelyst.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at få det til at ske, for vi kan have en stor konkurrencefordel ud af, at folk med en god internetforbindelse kan arbejde i togene, siger han til metroxpress.

DSB og teleindustrien har i årevis haft vanskeligt ved at enes om en løsning, men hverken evnen eller viljen mangler, lover Linnelyst. Alligevel vil han ikke komme ud med en dato for, hvornår den er klar.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.