Tusindvis af nordmænd melder sig ud af kirken
Mandag gjorde Norge det muligt at melde sig ud via kirkens hjemmeside. Mange har benyttet sig af det.
Det er blevet lettere at melde sig ud af den norske kirke. Et par klik på kirkens hjemmeside, og så er man ikke medlem mere. Det har over 15.000 benyttet sig af siden mandag.
Det er blevet lettere at melde sig ud af den norske kirke. Et par klik på kirkens hjemmeside, og så er man ikke medlem mere. Det har over 15.000 benyttet sig af siden mandag. Foto: Johansen Linda/Polfoto


15.053 personer har siden i mandags sagt farvel og tak til medlemskab af Den norske kirke.

Kirken, der finansieres af staten, oplyser, at de mange udmeldinger er kommet, efter at kirken i mandags åbnede for elektronisk udmelding via kirkens hjemmeside.

Det er også blevet muligt at melde sig ind i kirken på hjemmesiden, og det har 549 personer benyttet sig af.

Kirken siger, at de fleste udmeldinger kom den første dag, da 10.854 nordmænd meldte sig ud.

I år har kirken modtaget i alt 24.278 udmeldinger og 1369 tilmeldinger.

Helga Haugland Byfuglien er ledende biskop i Norge og siger, at hun ikke er overrasket over de godt 15.000 udmeldinger på få dage.

- Vi var forberedte på et betydeligt antal udmeldinger og har stor respekt for det enkelte menneskes valg. Disse signaler tager vi alvorligt, siger hun.

- Vor opgave fremover er at videregive det kristne budskab, og formidle hvilken vigtig plads kirken kan have i et menneskes liv.

Direktøren for det norske kirkeråd, Jens-Petter Johnsen, mener, at mange allerede havde besluttet sig for at melde sig ud, og at de så gjorde det, da den lette mulighed dukkede op.

- Selv om det aldrig har været vanskeligt at melde sig ud, har mange undladt at sende udmeldingsskemaet eller rette fejl, siger han.

Ifølge kirkerådets direktør har kirken 3,8 millioner medlemmer, hvilket svarer til 73 procent af hele landets befolkning.

Alle, der er døbt og ønsker at tilhøre kirken, er velkomne som medlemmer, siger han.

Udmeldelserne betyder, at der nu bliver flere penge til andre trossamfund i Norge, selv om Den norske kirke ikke mister indtægter.

Finansieringen er skruet sådan sammen, at finansieringen af kirken er uafhængig af antallet af medlemmer af kirken.

Støtten til andre trossamfund udregnes efter støtten per person til Den norske kirke.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.