Tusindvis af danskere får først løn på mandag
Nordea er flove, efter torsdagens tekniske sammenbrud, der betyder, at utallige overførsler bliver udskudt.
Nordeas pressechef, Stephan Ghisler-Solvang, kan ikke mindes at have oplevet et værre teknisk sammenbrud end det, som Nordea torsdag har oplevet.
Nordeas pressechef, Stephan Ghisler-Solvang, kan ikke mindes at have oplevet et værre teknisk sammenbrud end det, som Nordea torsdag har oplevet. Foto: Francis Joseph Dean/FRANCIS DEAN/DEANPICTURES


Der er dårligt nyt til Nordeas kunder, efter at Nordea torsdag har oplevet et massivt teknisk sammenbrud. De tekniske problemer betyder, at adskillige danskere først får løn efter bededagsferien, da en lang række overførsler ikke har været mulige at gennemføre.

Omkring 50.000 transaktioner, der ikke er lønoverførsler alle sammen, er ikke blevet gennemført på grund af torsdagens tekniske nedbrud, og de pågældende transaktioner vil først blive gennemført på mandag.

Det oplyser Nordeas pressechef, Stephan Ghisler-Solvang, til Ritzau.

- Vi er rigtig flove over det og arbejder på højtryk for at få løst situationen og for at undgå, at noget lignende sker igen, siger Stephan Ghisler-Solvang.

Han kan ikke mindes, at Nordea har haft et teknisk sammenbrud, der har haft lige så store konsekvenser, som torsdagens, hvor et stort antal kunder har måttet kigge langt efter at få udbetalt løn eller gennemført andre overførsler.

- Jeg vil gerne understrege, at hvis der er nogen kunder, der lider økonomiske tab på grund af det her, så dækker Nordea omkostningerne, siger Stephan Ghisler-Solvang.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.