Tusinder skal screenes til skræddersyet medicin
Slut med generel medicin med ringe effekt og mange bivirkninger. Fremtidens medicin laves ud fra dine gener.


Din fremtidige medicin skræddersys ud fra netop dine gener, så den rammer præcist som en riffelkugle i stedet for som spredehagl med masser af bivirkninger.

Regeringen og Danske Regioner er klar til at satse massivt på forskning i såkaldt personlig medicin.

Meget af den medicin, lægerne i dag kan tilbyde, har ingen effekt men mange bivirkninger. Ifølge undersøgelser har 75 procent af alle kræftpatienter ingen gavn af deres medicin.

Allerede på Danske Regioners generalforsamling i foråret lancerede formand Bent Hansen (S) ideen om at kortlægge i første omgang 100.000 danskeres gener i de nærmeste år med det formål at skræddersy medicin til en stribe alvorlige sygdomme.

Nu er også regeringen ifølge sundhedsminister Sophie Løhde (V) klar til at afsætte fem millioner kroner til en foranalyse.

- I dag ved lægerne ikke, hvilke patienter der vil have gavn af de forskellige former for medicin og prøver sig frem. Det betyder, at patienterne ofte skal teste flere forskellige slags medicin, hvoraf mange kan give alvorlige bivirkninger, før de eventuelt får medicin, der virker. Det offentlige bruger også en masse penge på virkningsløs medicin, siger Løhde.

Danske Regioner peger på, at Danmark med kæmpestore databanker og biobanker har et unikt afsæt for at blive førende på området.

Omvendt er det meget dyrt at screene patienter og udvikle personlig medicin. Udgifterne til en dansk satsning er tidligere skønnet til at mellem 500 millioner og en milliard kroner.

Opbakningen fra regeringen er derfor essentiel for at få interesserede kapitalstærke fonde som Novo Nordisk Fonden med på vognen.

Akilleshælen ved projektet er de store juridiske og etiske udfordringer, som også skal også undersøges i foranalysen.

Bent Hansen håber, at det kan ske i løbet af 2016, så jagten i 2017 kan gå ind på de mange tusinde danskere, der skal gentestes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.