Tusinder protesterer mod Libanons politikere
Frustration over korrupte politikere og stinkende affald får tusindvis af libanesere til at demonstrere.
En demonstrant spiller rollen som korrupt politiker under lørdagens store demonstration i Beirut, hvor tusinder er gået på gaden i protest mod affaldskrise og korruption i regeringen.
En demonstrant spiller rollen som korrupt politiker under lørdagens store demonstration i Beirut, hvor tusinder er gået på gaden i protest mod affaldskrise og korruption i regeringen. Foto: Bilal Hussein/AP


Tusindvis af mennesker har lørdag aften indtaget gaderne i det centrale Beirut i en stor demonstration mod Libanons "uduelige og korrupte" politikere.

Protesterne udspringer af en affaldskrise, hvor Beirut-indbyggernes vrede over, at renovationssystemet er brudt sammen, og ildelugtende affald hober sig op i gaderne, har udviklet sig til en generel vrede over det politiske system.

Med libanesiske flag i hænderne og slagord om "revolution" har den protestbevægelse, der kalder sig "I Stinker", udviklet sig helt uden om de sekteriske partier, der dominerer det politiske liv i Libanon.

- Vi har brug for en revolution for at befri os selv fra disse politikere, siger Hani Abu Hamdan, en 23-årig arbejdsløs civilingeniør.

- Vi vil have strøm, vi vil have vand, vi vil ikke have affald i gaderne. Vi vil have, at disse politikere forsvinder, siger han til Reuters.

Demonstranterne, der tæller børnefamilier i alle aldre, spiller musik og synger på Martyrernes Plads.

Det er den samme plads i det centrale Beirut, hvor massedemonstrationer efter drabet på tidligere premierminister Rafik al-Hariri fandt sted i 2005 og i sidste ende førte til, at Syrien afsluttede sin militære tilstedeværelse i landet.

Da mørket faldt på, bredte der sig en stemning som under en stor gadefest, skriver Reuters.

- Folket kræver regimets afgang, råber grupper af demonstranter med et slagord, der også var flittigt benyttet under de omfattende protester i andre arabiske lande i 2011.

Folkene bag "I Stinker"-bevægelsen kræver flere ministres afgang og vil have et snarligt parlamentsvalg - foruden en løsning på affaldskrisen og flere andre problemer i den offentlige service.

De er også frustrerede over, at Libanons parlamentarikere har forlænget deres eget mandat til 2017 og undladt at udskrive valg. Der har ikke været parlamentsvalg siden 2009, og Libanon har været uden præsident siden maj sidste år.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.