Tusinder demonstrerer mod Trump i amerikanske storbyer
Demonstranter er samlet i New York, Chicago og Boston for at protestere mod valget af USA's næste præsident.
I flere amerikanske byer protesterer demonstranter onsdag aften lokal tid mod valget af Donald Trump som USA's næste præsident. Tusinder er samlet i blandt andet New York (billedet), Chicago, Philadelphia og Boston.
I flere amerikanske byer protesterer demonstranter onsdag aften lokal tid mod valget af Donald Trump som USA's næste præsident. Tusinder er samlet i blandt andet New York (billedet), Chicago, Philadelphia og Boston. Foto: Eduardo Munoz/Reuters


Tusindvis af demonstranter er onsdag aften lokal tid gået på gaderne i flere storbyer på tværs af USA for at vise deres utilfredshed med valget af Donald Trump som USA's næste præsident.

I New York er demonstranterne samlet i området Midtown på Manhattan på deres vej mod Trump Tower, som er den kommende præsidents forretningshovedkvarter.

I sin sejrstale sagde Donald Trump, at han ville være præsident for alle amerikanere.

- Det er på tide, at vi forener os som ét folk, sagde han blandt andet.

Men at dømme ud fra de slagord, der bliver råbt onsdag aften, er der fortsat lang vej til samling og forsoning i det splittede land.

- Han er ikke min præsident, råber flere hundrede demonstranter ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I det centrale Chicago er tusinder samlet foran Trump International Hotel and Tower. Her bliver der råbt:

- Ingen Trump. Ingen Ku Klux Klan. Ikke noget racistisk USA.

- Jeg er virkelig rædselsslagen for, hvad der sker i dette land, siger 22-årige Adriana Rizzo, som holder et skilt, hvor der står "Nyd dine rettigheder, mens du kan".

Demonstranterne tordner blandt andet mod Donald Trumps valgløfte om at bygge en mur langs grænsen til Mexico for at holde illegale immigranter ude af USA.

- Jeg er især bekymret over den voksende hvide nationalisme, og dette er min måde at vise min bekymring på, tilføjer Adriana Rizzo.

Også i Philadelphia og Boston er der onsdag aften mange hundrede demonstranter på gaden, og arrangørerne har ligeledes planlagt demonstrationer i San Francisco, Los Angeles og Oakland i delstaten Californien.

I Texas' hovedstad, Austin, marcherer omkring 400 demonstranter gennem byens gader onsdag aften, oplyser politiet.

Der er foreløbigt ingen rapporter om vold eller anholdte under de mange demonstrationer, skriver Reuters.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.