Tusinder af bilag i sag om momssvindel er destrueret
Københavns Politi har accepteret, at 150 flyttekasser med bogføring i konkursramt selskab blev makuleret.
Computere og andet it-udstyr blev handlet intenst i et firma, hvis succes ifølge anklagemyndigheder bygger på momssvindel (arkivfoto).
Computere og andet it-udstyr blev handlet intenst i et firma, hvis succes ifølge anklagemyndigheder bygger på momssvindel (arkivfoto). Foto: Colourbox/Free


Vigtigt bevismateriale er blevet destrueret i en straffesag om påstået svindel med moms i et selskab, som handlede med computere og andet it-udstyr.

Cirka 150 flyttekasser med bilag er blevet destrueret. Samtidig er ni servere med elektronisk bogføring blevet slettet.

Situationen er så grel, at de tre tiltalte forretningsmænd ikke har fået en retfærdig rettergang, påpeger deres forsvarere tirsdag i Østre Landsret.

- Det efterlader landsretten med et ufuldstændigt grundlag at dømme på, siger advokat Kåre Pihlmann.

Kuratoren i konkursboet spurgte Københavns Politi, om de mange flyttekasser med materiale skulle makuleres - og fik ja.

I sagen er tre forretningsmand tiltalt for at unddrage statskassen næsten 42 millioner kroner i moms.

Sidste år blev de fundet skyldige af Retten på Frederiksberg, men de har anket til frifindelse.

Det firma, som mændene kontrollerede, importerede it-udstyr fra Sverige, men momskoden var forkert. K blev brugt i stedet for I.

Det afgørende spørgsmål er, om fejlen var en bevidst fysisk handling fra de tiltaltes side - eller om forklaringen skal søges i en automatiseret proces, som de tiltalte ikke anede noget om.

- Det er ret oplagt, at adgang til det elektroniske bogføringsmateriale er relevant, siger advokat Kåre Pihlmann.

Og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention garanterer netop, at tiltalte får alt relevant materiale at se.

Forløbet i sagen er i det hele taget usædvanligt, fastslår en anden forsvarer, advokat Andro Vrlic.

For eksempel har et par sagkyndige it-vidner ændret forklaring i landsretten i forhold til byretten. Og Skat har måttet rette fejl i redegørelser.

- Der har været efterforsket nærmest fra retsmøde til retsmøde i landsretten, siger advokat Andro Vrlic.

I det hele taget er billedet af sagen vendt på hovedet i forhold til byrettens vurdering, mener han.

- Det er meget vanskeligt at forestille sig, at de store datamængder skulle have været indtastet manuelt, siger Vrlic på baggrund af nye forklaringer.

I byretten blev en af mændene idømt fængsel i fire år, mens de to andre fik hver tre år og seks måneder. Tirsdag vides det ikke, hvornår landsretten afsiger dom.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.