Turistmassakre: Tunesisk politi anholder mistænkt
Politiet i Tunesien har anholdt endnu en person, der er mistænkt for terroranslag mod museum i Tunis.


Otte dage efter at en mand blev anholdt i Italien, har tunesisk politi foretaget endnu en anholdelse af en person, der er mistænkt for at stå bag et blodigt angreb på Det Nationale Bardo Museum i Tunis, hvor 21 turister blev dræbt i marts.

Talsmand for de tunesiske indenrigsministerium Mohamed Ali Aroui siger til nyhedsbureauet AFP, at den mistænkte blev anholdt i søndags ved kontrolposten Ras Jedir på grænsen til Libyen. Han er mistænkt for at være indirekte indblandet i angrebet.

Anholdelsen sker, en uge efter at italiensk politi ifølge lokale medier anholdt en 22-årig mand, der opholdt sig i byen Gaggiano i det nordlige Italien - omkring 13 kilometer fra Milano. Det var det italienske anti-terror politi, Digos, som foretog anholdelsen.

Begge anholdte mænd er marokkanere.

Massakren skete 18. marts, hvor 21 turister og en politimand blev dræbt, da tre bevæbnede mænd uden varsel åbnede ild på museet i det værste angreb i landet i mere end et årti.

Der er offentliggjort en video, der viser, at to gerningsmænd kortvarigt møder en tredje person inde i museet, inden de bevæger sig i hver sin retning.

To af gerningsmændene blev kort efter dræbt, mens den tredje undslap, da politi og sikkerhedsstyrker stormede museet.

Turisme udgør en markant del af indtægterne for Tunesien. Islamisk Stat har taget skylden for Tunis-angrebet, der var det blodigste i landet siden 2002.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.