Turist-elefant døde af overanstrengelse
Elefant kollapsede, da den bar turister på ryggen. Et stigende antal elefanter dør i forbindelse med turisme.
Arkivfoto. Asiatiske elefanter har normalt en levealder på op til 60 år, og den overanstrengte elefant havde en værdi på op mod 230.000 kroner, før den døde.
Arkivfoto. Asiatiske elefanter har normalt en levealder på op til 60 år, og den overanstrengte elefant havde en værdi på op mod 230.000 kroner, før den døde. Foto: THOMAS BORBERG/POLFOTO


En elefant, som blev brugt til at transportere turister rundt i det sydlige Vietnam, er død af overanstrengelse, skriver flere lokale medier.

Den 40 år gamle asiatiske elefant kollapsede i Dak Lak-provinsen, mens den bar turister på ryggen, skriver Vietnam News.

Elefanten, der døde søndag, var en af kun 50 tamme tilbageværende elefanter i provinsen.

- Overanstrengelse og mangel på naturlige omgivelser betyder, at elefanterne ikke formerer sig, skriver avisen Tuoi Tre.

I januar døde en 36 år gammel turistelefant, efter at den var gledet ned af en stejl bakke.

Asiatiske elefanter har normalt en levealder på op til 60 år.

I Thailand, hvor der er omkring 4000 tamme elefanter, er der indført en årlig National Elefantdag, mens der ifølge officielle opgørelser lever 3500 vilde elefanter i fredede skovområder.

Da elefanten var i live, havde den en værdi på op mod 230.000 kroner, skriver lokale medier.

Antallet af elefanter, der dør af overanstrengelse i forbindelse med turisme, er stigende, siger myndighederne.

Grupper, der kæmper for elefantens overlevelse, har advaret om, at mange elefanter misbruges som gadeelefanter, hvor de store dyr tvinges til at arbejde i byerne.

Ejerne af elefanterne tjener for eksempel penge på at lade dyrene gøre tricks, eller ejerne sælger bananer og anden frugt til overpriser, så turister kan fodre elefanterne.

Tamme elefanter har været brugt som arbejdsdyr i Asien i flere tusinde år.

/ritzau/DPA

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.