Tunesiens præsidentkandidater bider negle til tirsdag
Præsidentvalget er slut i Tunesien, hvor stemmedeltagelsen blev behersket. Nu skal der tælles.
Præsidentvalget i Tunesien er slut, og partiet Nidaa Tounes siger, at partiets kandidat, den 87-årige Beji Caid Essebsi, fører. Valgkommissionen ventes dog først at offentliggøre resultatet tirsdag.
Præsidentvalget i Tunesien er slut, og partiet Nidaa Tounes siger, at partiets kandidat, den 87-årige Beji Caid Essebsi, fører. Valgkommissionen ventes dog først at offentliggøre resultatet tirsdag. Foto: Mohamed Werteni/AP


Det så ellers noget dystert ud med stemmedeltagelsen tidligere søndag, men ud på eftermiddagen begyndte vælgerne at indfinde sig.

Ikke at der ligefrem var kø ved valgstederne, som der var flere steder ved parlamentsvalget i oktober. Dengang endte stemmeprocenten med at blive 62 procent.

Efter de første tre timers valg søndag havde kun 12 procent af de 5,2 millioner stemmeberettigede stemt, og det skabte bekymring for, at deltagelsen ville blive meget beskeden.

Men senere kunne valgkommissionen meddele, at klokken 16.30 havde 53,7 procent af vælgerne stemt.

Valget sluttede klokken 18, og nu er de valgtilforordnede i gang med at finde ud af, hvem af de 27 kandidater, der har vundet valget.

Det ventes, at resultatet offentliggøres tirsdag, men det sekulære parti Nidaa Tounes har allerede proklameret, at dets kandidat, den 87-årige Beji Caid Essebsi, "ifølge foreløbige tal", som det siges, fører med 10 procentpoint.

Ifølge partiet er han ikke langt fra 50 procent af stemmerne.

De politiske partier har haft observatører rundt om på valgstederne, og de har så meldt tilbage med informationer om slagets gang.

Essebsi, der har en fortid i det styre, der blev væltet ved revolten i 2011, er en af favoritterne ved valget.

Det samme er den afgående præsident, Moncef Marzouki, der har forsøgt at udlægge præsidentvalget som en afstemning om en tilbagevenden til etpartistyret, som var ved magten frem til 2011, eller en fremtid, der gør op med diktaturet.

Marzouki-lejren siger, at de to favoritter, Marzouki og Essebsi, ligger side om side ifølge de foreløbige optællinger.

Hvis ingen af kandidaterne opnår 50 procent af stemmerne i første runde, skal de to kandidater med flest stemmer ud i en anden valgrunde i slutningen af december.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.