Tunesiens nye regeringschef blæser til kamp mod terror
Youssef Chahed og hans nye regering er taget i ed af præsidenten i Tunesien.
Tunesiens nye premierminister retter på slipset. Han hedder Youssef Chahed og er kun 41 år.
Tunesiens nye premierminister retter på slipset. Han hedder Youssef Chahed og er kun 41 år. Foto: Riadh Dridi/AP


Tunesiens nye regering er taget i ed, meddeler præsidentpaladset i landets hovedstad, Tunis.

Dermed har det nordafrikanske land fået en samlingsregering, der ledes af den kun 41-årige premierminister Youssef Chahed.

Præsident Beji Caid Essebsi tog regeringen i ed lørdag dagen efter, at den vandt en tillidsafstemning i parlamentet.

167 parlamentarikere stemte for, 22 imod, mens fem undlod at stemme.

Dermed har Tunesien atter fået en regering lige knap en måned efter, at den forrige regering blev afsat.

Chahed holdt tale i parlamentet fredag, og her sagde han, at den nye regerings topprioritet bliver at vinde kampen mod terrorisme, at føre krig mod korruption og øge den økonomiske vækst.

Desuden lover premierministeren, at der skal gennemføres store reformer, sådan som de internationale kreditorer også kræver til gengæld for at støtte landet.

Ifølge Chahed står den på nedskæringer næste år, medmindre der kommer fut i økonomien.

Den nye premierminister kommer fra det sekulære parti Nidaa Tounes. Han er forsker inden for landbrug og er universitetsprofessor.

Regeringen består af 26 ministre og 14 viceministre fra en række politiske partier, ligesom der også er uafhængige politikere iblandt.

I omverdenen regnes Tunesien generelt for at være den eneste demokratiske succes oven på bølgen af oprør i arabiske lande i 2011.

Men i de seneste måneder har der været en række dødelige terrorangreb i Tunesien.

Islamisk Stat har taget skylden for flere af dem, og volden har kostet turistindtægter i Tunesien, der ellers har turisme som en af sine vigtige indtægtskilder.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.