Tunesiens hær dræber 10 under offensiv mod islamister
Efter terrorangreb i Tunis i sidste måned har hæren iværksat offensiv mod islamister i Kasserine-regionen.


Mindst 10 militante islamister og to tunesiske soldater er dræbt under to dages sammenstød i den centrale region Kasserine, oplyser en tunesisk regeringsembedsmand.

Det tunesiske militær har siden sidste måneds terrorangreb på Tunesiens fornemme museum Bardo gennemført operationer mod militante islamister i Kasserine nær grænsen til Algeriet.

En talsmand for det tunesiske forsvarsministerium siger til nyhedsbureauet AFP, at kampe fortsat er i gang i regionen.

Ved angrebet på Bardo-museet i Tunis mistede flere end 20 udenlandske turister livet.

Tunesien har oplevet et opsving i den islamistiske vold, siden landets enerådige leder Zine El Abidine Ben Ali blev væltet under et folkeligt oprør i begyndelsen af 2011. Det blev kendt som det arabiske forår og spredte sig til andre lande i den arabiske verden.

Men Tunesien er det eneste af landene, der har fastholdt en demokratisk udvikling og gennemført flere frie valg.

Salafister og ekstreme islamister er en trussel mod den demokratiske udvikling i Tunesien, og mange frygter, at radikale elementer fra nabolandet Libyen, heriblandt medlemmer fra Islamisk Stat, vil benytte den lette adgang til landet til at sprede vold og kaos.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.