Tunesien forlænger undtagelsestilstand efter terror
Tunesiens sikkerhedsstyrker har med sikkerhedstiltag magt til at slå hårdt ned på militante grupper i landet.
Turister lægger blomster på den strand i Tunesien, hvor 39 mennesker blev dræbt af en militant islamist den 26. juni. (Arkivfoto)
Turister lægger blomster på den strand i Tunesien, hvor 39 mennesker blev dræbt af en militant islamist den 26. juni. (Arkivfoto) Foto: Hassene Dridi/AP


Sikkerheden er fortsat skærpet i Tunesien mere end en måned efter, at en militant islamist dræbte 39 mennesker på en strand i badebyen Sousse.

Regeringen har fredag forlænget undtagelsestilstanden i landet med yderligere to måneder, oplyser præsidentskabet i en meddelelse.

Det er en del af de sikkerhedstiltag, regeringen gennemfører i et forsøg på at stoppe terrorgrupper.

I sidste uge godkendte parlamentet en lov, der åbner mulighed for, at terrordømte kan idømmes dødsstraf.

Tunesien er først og fremmest bekymret for militante, der krydser grænsen fra det urolige naboland Libyen. Tuneserne er gået i gang med at bygge en mur langs den 168 kilometer lange grænse mellem de to lande.

Undtagelsestilstanden giver regeringen et udvidet manøvrerum, giver politiet og hæren mere magt og indskrænker borgernes forsamlingsfrihed, særligt retten til at demonstrere.

Præsident Beji Caid Essebsi erklærede oprindeligt undtagelsestilstanden en uges tid efter angrebet på stranden i Sousse den 26. juni.

30 britiske turister og flere andre europæere var blandt ofrene, da en mand åbnede ild mod feriegæster i Sousse med et maskingevær skjult i en parasol.

Gerningsmanden blev skudt og dræbt af tunesisk politi, som efterfølgende har fået kritik for at reagere for langsomt på angrebet.

Angrebet på stranden kom efter et blodigt angreb ved Bardo-museet i hovedstaden Tunis i marts, hvor bevæbnede mænd dræbte 21 turister og en politibetjent, inden de selv blev dræbt.

Den yderliggående bevægelse Islamisk Stat har taget skylden for begge angreb, som har fået flere lande - heriblandt Danmark og Storbritannien - til at advare mod alle ikke-nødvendige rejser til Tunesien.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.