TTH Holstebro-anfører er skadet og færdig for sæsonen
Stine Andersen har revet et korsbånd i knæet over, og hun kommer ikke i aktion mere i denne sæson.


Håndboldklubben TTH Holstebro må undvære klubbens anfører i resten af sæsonen.

23-årige Stine Andersen kom galt af sted i søndagens EHF Cup-kamp mod tyske Oldenburg, og en skanning mandag har vist, at højrefløjen har revet det forreste korsbånd i venstre knæ over.

- Vi er utrolig kede af det på Stines vegne, siger TTH-direktør John Mikkelsen i en pressemeddelelse.

- Det er altid utrolig trist at få en alvorlig skade.

- I Stines tilfælde kommer den på et tidspunkt, hvor hun aldrig har været bedre, er blevet anfører i TTH Holstebro og er kommet tæt på A-landsholdet efter at have optrådt på udviklingslandsholdet.

- Så hun ærgrer sig selvfølgelig voldsomt, siger direktøren.

Ifølge TTH Holstebro kommer Stine Andersen til at sidde ude et sted mellem 9 og 12 måneder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.