Tsipras: Vi tager et stærkt mandat med til Bruxelles
Den græske regering har fået parlamentets opbakning til at gennemføre reformer af skat og pensioner.
Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, kan nu tage til Bruxelles for at forhandle en ny låneaftale hjem med de internationale kreditorer.
Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, kan nu tage til Bruxelles for at forhandle en ny låneaftale hjem med de internationale kreditorer. Foto: Thanassis Stavrakis/AP


Den græske regering har fået et stærkt mandat til at færdiggøre forhandlingerne med landets internationale kreditorer, efter at den natten til lørdag fik opbakning fra et flertal i parlamentet til at gennemføre en række økonomiske reformer.

Det siger Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, i en udtalelse.

- Vi har nu fået et stærkt mandat til at forhandle videre med i forsøget på at opnå en økonomisk levedygtig og socialt retfærdig aftale.

- Prioriteten er nu at skaffe et positivt udfald af forhandlingerne. Alt andet kommer i anden række, lyder det fra den venstreorienterede Syriza-politiker ifølge Reuters.

Med reformerne håber den græske regering at kunne skaffe en ny lånepakke hos de internationale kreditorer - EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond - og dermed undgå en truende græsk exit fra eurozonen og økonomisk kaos.

74 milliarder euro skulle der angiveligt mangle for at få det græske regnestykke til at hænge sammen.

Selv om den græske regering vandt afstemningen, vendte flere af Tsipras' egne partifæller sig dog imod regerings foreslåede reformer, der både indeholder højere skatter og ringere pensionsvilkår.

Han erkender da også, at de nye forslag ikke just flugter med de løfter, partiet i sin tid gik til valg og kom i regering på.

Men Tsipras afviser, at det græske reformforslag er hårdere kost end det fra kreditorerne, som et flertal af grækerne afviste ved en folkeafstemning 5. juli.

- På en række områder er forslaget bedre end det, der blev præsenteret for os som et ultimatum, mener Tsipras.

Ifølge unavngivne kilder i EU-systemet, som flere nyhedsbureauer har talt med, ser långiverne med positive øjne på det forslag, som den græske regering fremlagde torsdag.

Eurolandenes finansministre skal lørdag tage stilling til, om de foreslåede reformer er tilstrækkelige til at gå videre med forhandlingerne om ny støtte til Grækenland.

Søndag mødes først eurolandenes stats- og regeringschefer i Bruxelles, inden samtlige EU-medlemmers ledere holder topmøde senere samme dag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.