Trykket Esbjerg-lejr er hårdt ramt på selvtilliden
Esbjerg tabte 1-3 til FC Midtjylland og Casper Nielsen indrømmer, at tingene er ekstra hårde i øjeblikket.
Awer Mabil bragte Esbjerg foran, men det rakte ikke til point mod FC Midtjylland.
Awer Mabil bragte Esbjerg foran, men det rakte ikke til point mod FC Midtjylland. Foto: Niels Husted/Scanpix


Esbjerg tabte mandag aften for ottende gang i Alka Superligaen i denne sæson, da det hjemme på Blue Water Arena blev til et 1-3-nederlag til FC Midtjylland.

Vestjyderne startede kampen fint og kom også foran i første halvleg, men på to minutter efter pausen scorede midtjyderne to gange til stor ærgrelse for midtbanespiller Casper Nielsen.

- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Det er fandeme ikke sjovt, for vi var godt med i kampen. Men vi er ramt på selvtilliden, må vi erkende.

- Mål afgør fodboldkampe, og mål gør ondt på os i øjeblikket. Vi fik rystet udligningen af os i første halvleg og kom godt videre, men da de scorede i anden halvleg, ramte det os bare ekstra hårdt, siger Casper Nielsen.

Den 22-årige Esbjerg-spiller mente ikke, at der kunne sættes en finger på indstillingen.

- Folk kæmpede maksimalt derinde og arbejdede hårdt. Derfor gør det også bare ekstra ondt nu at se, hvordan vi blev straffet i den anden ende, siger midtbanespilleren.

Cheftræner Colin Todd stod efter kampen med en ærgerlig følelse efter at have set sit mandskab levere en god indledning.

- Kvaliteten hos modstanderen var bedre, men det skal ikke være en undskyldning, for vi matchede dem fuldt ud i første halvleg.

- Målene dræbte os, og det var meget skuffende. Det, vi leverede før pausen, var godt, og det var det, vi havde ledt efter i lang tid, siger Todd.

Esbjerg ligger fortsat placeret på sidstepladsen med otte point for 14 kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.