Trykkefrihedsselskab og islamkritikere mindes kunstner-drab
Flere dødstruede islamkritikere deltager, når 10-årsdagen for Theo van Gogh-drabet markeres på Christiansborg.
Formand for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm - der her ses sammen med den svenske kunstner Dan Park - mener, at det er vigtigt at markere 10 års dagen for mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh.
Arkivforo: Jens Dresling/POLFOTO
Formand for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm - der her ses sammen med den svenske kunstner Dan Park - mener, at det er vigtigt at markere 10 års dagen for mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh. Arkivforo: Jens Dresling/POLFOTO Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


På søndag er det 10 år siden, at den hollandske provokunster Theo van Gogh blev skudt ned på åben gade af en islamist, der var i oprør over van Goghs islamkritiske film "Submission".

Trykkefrihedsselskabet mener, at det er nødvendigt at markere drabsdagen, og har derfor inviteret en lille håndfuld profilerede og dødstruede islamkritikere fra ind- og udland til at deltage i en konference på Christiansborg.

- Vi vil gerne gøre opmærksom på, at ytringsfriheden er under pres, og på de mennesker, der lever under dødstrusler i Europa i dag, siger formanden for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm.

- Derudover er det vigtigt, at vi ikke glemmer, hvad der skete for 10 år siden, tilføjer hun.

Blandt talerne ved søndagens konference er den franske forfatter Robert Redeker og den hollandske politiker Geert Wilders, der begge er truet på livet på grund af deres kritik af islam.

Også den danske muhammedtegnere Kurt Westergaard og den svenske kunstner Lars Vilks, samt Trykkefrihedsselskabets tidligere formand, Lars Hedegaard, går på talerstolen og giver deres bud på, hvilken vej udviklingen er gået siden drabet på Theo van Gogh.

Den hollandske filmmand blev dræbt ved 9-tiden om morgenen 2. november 2004 i Amsterdam, da han var på vej til arbejde på sin cykel.

Nogle måneder tidligere havde hans islamkritiske film "Submission" affødt voldsomme reaktioner.

Drabsmanden, en dengang 26-årig hollandsk-marokkansk islamist, blev idømt livsvarigt fængsel for drabet, der blev betegnet som en terrorhandling.

10-årsdagen for drabet falder tilfældigvis sammen med den ophedede debat om den svenske kunstner Dan Park, hvis kontroversielle værker skaber debat i både Danmark og Sverige, hvor han er dømt for racisme.

- Park-historien viser, at det ikke kun er fra islamisk side, at ytringsfriheden er under pres. Dan Park lever ikke med dødstrusler, men under en trussel fra den svenske stat. Det er et pres fra oven, siger Katrine Winkel Holm.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.