Trumps løfte om at kvitte klimaaftale er svært at indfri
Donald Trump har lovet at skrotte klimaaftalen fra Paris, hvis han bliver præsident. Men det kan blive svært.
USA's præsident, Barack Obama (t.v.), og hans kinesiske kollega, Xi Jinping, godkendte lørdag klimaaftalen under G20-mødet i Kina.
USA's præsident, Barack Obama (t.v.), og hans kinesiske kollega, Xi Jinping, godkendte lørdag klimaaftalen under G20-mødet i Kina. Foto: Damir Sagolj/Reuters


Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, har sagt, at han agter at opsige den klimaaftale, som USA's præsident, Barack Obama, sammen med sin kinesiske kollega, Xi Jinping, lørdag har underskrevet.

Men det kan vise sig, at Trump får svært ved at leve op til det løfte, skriver Washington Post.

For hvis aftalen er trådt i kraft, inden Trump - i tilfælde af, at han vinder over Hillary Clinton i november - tiltræder som præsident, bliver det svært for ham at skrotte den.

Aftalen slår nemlig fast, at parterne ikke kan trække sig inden for de første tre år, og derefter er der et års opsigelsesfrist.

Det er lige så længe, som en præsidentperiode varer, noterer Washington Post sig.

Avisen påpeger dog, at Trump også kan vælge at se bort fra aftalen, fordi sanktionerne ikke er synderligt skrappe.

Hvis Hillary Clinton bliver valgt som Obamas efterfølger på præsidentposten, er det ventet, at hun vil fortsætte hans politik på klimaområdet og begynde at implementere Paris-aftalen hurtigst muligt.

Kinas parlament ratificerede klimaaftalen lørdag. For USA's vedkommende har Obama brugt sine beføjelser som præsident og undladt at sende aftalen til afstemning i Kongressen, hvor den er upopulær blandt Republikanerne.

Klimaaftalen træder i kraft, 30 dage efter at den er ratificeret af mindst 55 lande, der tilsammen tegner sig for mindst 55 procent af den globale CO2-udledning.

Kina står alene for omkring 20 procent af verdens samlede CO2-udledning, mens USA står for cirka 18 procent ifølge Paris-aftalen.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.