Flere tilhængere af Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, tager afstand fra de bemærkninger om kvinder, som Trump er blevet afsløret i have fremsagt i 2005.
Trump har beklaget sine udtalelser og desuden aflyst et besøg i Wisconsin lørdag.
Han forsvarer sig med, at der var tale om "skurvognshumor".
Ifølge CNN ventes Trump snart (tidligt lørdag morgen dansk tid, red.) at udsende en erklæring på video.
Formanden for Republikanernes Hus, republikaneren Paul Ryan, siger, at Donald Trumps udtalelser om kvinder i optagelse fra 2005 er "kvalmende", skriver Reuters.
- Jeg væmmes over det, jeg hørte, siger Ryan.
Han tilføjer, at "kvinder skal behandles med ærbødighed og ikke som objekter".
- Jeg håber, at Trump håndterer situationen med den alvor, den fortjener, siger Ryan.
Mitch McConnell, Republikanernes formand for Senatet, betegner Trumps bemærkninger som "frastødende".
- Han skal undskylde direkte til alle kvinder og piger, siger McConnell ifølge Reuters.
John Huntsman, tidligere guvernør i Utah for republikanerne, mener også, at Donald Trump er gået langt over stregen.
Huntsman, der indtil nu har støttet Trump, opfordrer ham til at trække sig fra præsidentræset på grund af de nedladende udtalelser.
I stedet bør Trumps vicepræsidentkandidat, Mike Pence, træde i Trumps sted, mener John Huntsman ifølge politico.com
Jason Chaffetz, republikaner fra Utah og medlem af Repræsentanternes Hus, har officielt trukket sin støtte til Trump, oplyser CNN
Hovedpersonen selv meddeler natten til lørdag dansk tid, at han lørdag holder sig væk fra et vælgermøde i Wisconsin, som Paul Ryan for øvrigt også deltager i.
I stedet sender Trump sin vicepræsidentkandidat, Mike Pence. Det skriver Reuters.
Trump begrunder sit afbud med, at han skal forberede sig på søndagens tv-duel med Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton. Og de forberedelser skal finde sted i New York ifølge meddelelsen.
Det er avisen Washington Post, som fredag offentliggjorde en lydoptagelse fra 2005 med Donald Trump.
På optagelsen har den republikanske præsidentkandidaten en samtale med blandt andet Billy Bush, daværende vært på tv-programmet "Access Hollywood". Optagelsen er blevet lækket til avisen, der ikke vil oplyse sin kilde.
/ritzau/