Ritzau
Opdateret kl. 02:02
USA's kommende præsident, Donald Trump, vil tilsyneladende gerne have sine børn med på råd, når han i fremtiden skal tage stilling til vigtige spørgsmål om landets sikkerhed.
Ifølge CBS News har Donald Trumps stab bedt administrationen i Det Hvide Hus undersøge muligheden for, at hans børn får den højeste sikkerhedsgodkendelse og dermed adgang til statshemmeligheder.
Rent praktisk vil det ifølge CBS News kræve, at børnene har en rolle som en af Donald Trumps vigtigste sikkerhedsrådgivere.
Dog kan Donald Trump - når han tiltræder som USA's præsident til januar - selv ansøge om godkendelsen til børnene.
Børnene skal i givet fald gennemgå et omfattende baggrundstjek.
Særlige regler for nepotisme forhindrer Donald Trump i at ansætte sine børn i Det Hvide Hus.
Men ifølge reglerne behøver man ikke være ansat af regeringen for at få sikkerhedsgodkendelsen.
Flere af Donald Trumps børn var en integreret del af republikanerens valgkampagne. Det gælder datteren Ivanka, sønnerne Eric og Donald Jr. samt svigersønnen Jared Kushner.
De har dog alle meddelt, at de ikke får formelle stillinger for Trumps kommende regering.
/ritzau/