Donald Trump, USA's kommende præsident, oplyser, at han har nomineret Scott Pruitt til ny leder for det nationale miljøagentur (EPA).
Det er et håbløst valg, siger rasende kritikere, der anklager Pruitt for at være klimabenægter og bekæmper af et rent miljø.
Pruitt er justitsansvarlig i staten Oklahoma. Her er han kendt for at være kompromisløs i sit forsvar for olieindustrien.
- Alt for længe har EPA brugt skatteborgernes dollar på en energibekæmpende dagsorden, der er ude af kontrol. Det har ødelagt millioner af arbejdspladser, undergravet vores fantastiske farmere og mange andre virksomheder og industrier ved enhver lejlighed, siger Trump.
Pruitt skal i stedet fokusere på det, som EPA var skabt til: at sikre, at vandet og luften er rent, tilføjer han.
Modstanderne derimod siger, at Pruitt er alt andet end en fortaler for miljøet. De påpeger, at han har brugt det meste af sin tid som Oklahomas justitsminister på at bekæmpe det agentur, han nu skal stå i spidsen for.
- Scott Pruitt har brugt de sidste mange år på med næb og klør at hjælpe forurenerne med at omgå vigtig miljøbeskyttelse, som vores nation har vedtaget, siger Steno Hoyer, der er nummer to i Det Demokratiske Parti i Repræsentanternes Hus.
- At sætte ham i spidsen for det samme agentur, som han har arbejdet på at undergrave, er en fornærmelse over for alle amerikanere, der bekymrer sig for den fælles lufts og det fælles vands tilstand og den meget reelle trussel om klimaforandringer, siger han.
I sin officielle biografi beskriver Pruitt sig selv som "en ledende fortaler for at bekæmpe EPA's aktivistiske dagsorden".
Mange republikanere er blandt andet vrede over, at EPA under præsident Barack Obama har indført en række begrænsninger på, hvor meget kulkraftværker må forurene. Det er afgørelser, som Kongressen ikke har haft indflydelse på.
/ritzau/AFP