Trump står frem med Bill Clintons sexanklagere før tv-debat
Før tv-debat står Donald Trump frem med fire kvinder, som beskylder Hillary Clintons mand for sexovergreb.
Ifølge Donald Trump har Hillary Clintons mand, tidligere præsident Bill Clinton, misbrugt flere kvinder.
Ifølge Donald Trump har Hillary Clintons mand, tidligere præsident Bill Clinton, misbrugt flere kvinder. Foto: Pool/Reuters


Halvanden time før den anden tv-debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump står den 70-årige republikaner frem på et pressemøde med fire kvinder. De beskylder tidligere præsident Bill Clinton for seksuelle overgreb.

- Disse fire modige kvinder har bedt om at være her i dag, siger Trump på pressemødet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trump har gentagne gange truet med at bringe Bill Clintons utroskab mod hustru Hillary Clinton op i tv-debatten.

Fredag dukkede en 11 år gammel videooptagelse med Donald Trump op i medierne. Her kommer præsidentkandidaten med sexistiske udtalelser om kvinder.

Efterfølgende har en lang række centrale personer i Det Republikanske Parti erklæret, at de ikke længere kan støtte partiets topkandidat.

Natten til søndag offentliggjorde CNN nogle optagelser af samtaler mellem Trump og radioværten Howard Stern.

Her taler Trump om sin egen datters fysik, om at have sex med kvinder, mens de har menstruation, om at være tre mennesker under sex og om sex med kvinder over 35 år.

Donald Trump har undskyldt sine udtalelser i en video på Facebook. Her benyttede han også lejligheden til at anklage Bill Clinton for at have sagt langt værre ting og for at have misbrugt kvinder seksuelt.

I Hillary Clinton-lejren betegner man Trumps anklager mod Bill Clinton som "en desperat handling".

Samtidig lyder det fra den demokratiske lejr, at man "ikke er overrasket over Trumps ødelæggende kapløb mod bunden". Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Tv-debatten mellem de to præsidentkandidater begynder klokken tre natten til mandag dansk tid. Denne gang vil de to kandidater også modtage spørgsmål fra publikum i salen på Washington University i St. Louis, Missouri.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.