Trump: Ret til våben kunne have ændret Paris-angreb
Den 69-årige milliardær og præsidentkandidat benytter blodige angreb til at tale for ret til at bære våben.
Donald Trump forhæver efter Paris-angreb, at Frankrig har de strammeste våbenlove i verden. Arkivfoto
Donald Trump forhæver efter Paris-angreb, at Frankrig har de strammeste våbenlove i verden. Arkivfoto Foto: Alan Diaz/AP


Donald Trump, der i øjeblikket er frontløber i kampen om at blive Republikanernes præsidentbud i USA, mener, at angrebene i Paris ville være gået "meget, meget anderledes", hvis civile havde haft lov til at bære våben i Frankrig.

Det siger han i forbindelse med sin valgkampagne, der er nået til Texas.

- Når man kigger på Paris, der har de strengeste våbenlove i verden, var der ingen andre end skurkene, der havde våben, siger Donald Trump.

- Ingen havde våben, og de (gerningsmændene, red.) skød bare folk en efter en, og så kom politiet ind, der var en skududveksling, og terroristerne blev dræbt til sidst.

- Og jeg skal sige dig én ting. Hvis de havde våben, hvis vores folk havde våben, hvis de fik lov til at bære våben, ville situationen være meget, meget anderledes, mener Trump, som sammen med de fremmødte holdt et minuts stilhed for de mindst 129 ofre i Paris.

Han har selv tidligere fortalt, at han til tider bærer våben for at beskytte sig, og i forbindelse med angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i januar bemærkede han også, at tragedien skete i et land med stærk våbenkontrol.

Donald Trump insisterede lørdag på, at amerikanske byer med strammere våbenlove end gennemsnittet - eksempelvis Chicago - af samme årsag har mere voldskriminalitet.

Primærvalget, hvor det afgøres, hvem der bliver præsidentkandidat, begynder til februar.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.