Trump og våbenlobby åbner dør på klem for strammere lov
Over 800.000 personer i USA kan muligvis fremover få sværere ved at købe et våben.
Våbenorganisationen NRA har i årevis talt for amerikanernes ret til at købe, eje og bære våben. Arkiv.
Våbenorganisationen NRA har i årevis talt for amerikanernes ret til at købe, eje og bære våben. Arkiv. Foto: Mark Humphrey/AP


En række amerikanske senatorer signalerer nu villighed til at overveje stramninger i våbenloven efter skudmassakren i weekenden i Florida.

Samtidig har Donald Trump og andre fremtrædende republikanere meldt sig klar til at diskutere begrænsede ændringer i loven, skriver Reuters.

Trump - og andre tilhængere af retten til at bære våben i USA - er under pres for at komme med et fornuftigt svar på, hvordan man i fremtiden kan forhindre masseskyderier som det i Florida, hvor 49 personer blev dræbt.

Donald Trump, der med stor sandsynlighed bliver Republikanernes præsidentkandidat i november, siger nu, at han er åben for at forbyde personer, som står på terrorlister, at købe våben.

- Jeg skal have et møde med NRA (våbenlobby, red.), som støtter mig i valgkampen, om ikke at tillade personer, der står på terrorlister, at købe våben, skriver han på Twitter.

Efterfølgende har Chris Cox, leder af NRA's politiske fløj, erklæret sig enig.

De nye toner fra Trump og NRA kan muligvis være med til at låse op for den fastlåste situation, som Kongressen i Washington har befundet sig i i årevis.

Republikanske politikere og NRA har indtil nu nægtet at støtte enhver lovgivning, som forbyder personer på terrorlister og såkaldte no-fly-lister at købe våben, fordi et sådant forbud vil være i strid med amerikanernes forfatningsmæssige ret til at købe, eje og bære våben.

Ifølge FBI var der i 2014 cirka 64.000 personer på no-fly-listen i USA og hele 800.000 på en bredere overvågningsliste, skriver Reuters.

Gerningsmanden bag massakren i Orlando, Omar Mateen, var på et tidspunkt blandt personerne på den bredere liste.

Senatet forsøgte i december at indføre et våbenkøbsforbud for personer, som FBI havde mistænkt for terrorforbindelser, men alle republikanere i Senatet med undtagelse af én, stemte imod.

Torsdag kommer der igen fokus på problemet, når USA's præsident Obama og vicepræsident Biden besøger gerningsstedet for skyderiet i Orlando.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.