Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, gentager på valgdagen, at det ikke er givet, at han vil acceptere valgresultat.
- Jeg må se, hvordan det hele udspiller sig, før jeg kan acceptere det, siger han.
Trump henviser til mulige uregelmæssigheder og advarer om, at der er "fusk ved valgsystemet."
- Hvem ved? Vi må se, hvad der sker. Forhåbentligt skal jeg ikke bekymre mig om det. Jeg mener, forhåbentligt vinder vi, siger Trump i et telefoninterview med Fox News.
- Jeg vil se, at det hele går ærligt til, tilføjer han.
Trump henviser til, at hans kampagne, har rejst tiltale mod en myndighed i delstaten Nevada med henvisning til uregelmæssigheder tidligere på ugen.
Her fik vælgere lov til at stemme på et tidspunkt, hvor stemmestedet skulle være lukket.
- Det er en meget, meget alvorlig situation med hele processen, siger Trump.
En dommer i Nevada afviser et krav fra Trumps kampagnestab om "øjeblikkeligt at træffe særlige foranstaltninger" om de afgivne stemmer på det pågældende stemmested.
Ifølge Nevadas love har de vælgere, som står i kø klokken 20.00, når valglokalerne lukker, ret til stemme. Men her fik vælgere angiveligt lov til at stille sig i kø efter klokken 20.00 ved et stemmested.
En talsmand for Trumps kampagne, David Bossie, siger i en kommentar, at sagen ikke har til formål at undertrykke eller udelukke stemmer fra spansktalende vælgere.
- Det gælder slet og ret spillets regler, siger han.
I søgsmålet anmodes der om, at stemmer optalt på det pågældende stemmested holdes adskilt fra andre stemmesedler for det tilfælde, at der efter valget kommer et retsopgør om valgets udfald i Nevada.
Trump siger videre, at han har hørt rapporter om, at hele stemmeurner pludselig er skiftet fra republikansk til demokratisk, når de bliver talt op.
I Nevada ligger Hillary Clinton og Trump næsten lige i meningsmålingerne, men delstaten opfattes grundlæggende som demokratisk.
Las Vegas er den største by i ørkenstaten Nevada. Staten har omkring 2,9 millioner indbyggere.
/ritzau/Reuters