Trump giver Hillary en knockout og bliver ny præsident
Clinton ringer til Donald Trump og erkender, at hun tabte valget. Trump har mange løfter at indfri.
Donald Trump holder sin sejrstale i New York.
Donald Trump holder sin sejrstale i New York. Foto: Joe Raedle/AFP


Cirka 08.30 dansk tid onsdag stod det klart, at republikaneren Donald Trump bliver USA's næste præsident.

Trumps overraskende sejr kom i hus, efter de sidste afgørende stater Wisconsin, Michigan og Pennsylvania faldt til den republikanske kandidat.

- Nu er det tid til, at vi står sammen igen som ét forenet folk, sagde Trump i sin sejrstale i New York klokken tre om natten lokal tid.

Han fortalte, at han netop havde modtaget et telefonopkald fra Clinton, hvor hun erkendte sit nederlag.

- Jeg lover alle, at jeg vil være præsident for alle amerikanere. Det ligger mig meget på sinde, sagde han.

Han opfordrede samtidig Demokraterne og Republikanerne til at stå sammen.

- Til alle demokrater og republikanere: Tiden er inde til, at vi forener os som et folk.

- Til jer, der ikke har valgt at støtte mig, og der har været nogle stykker, rækker jeg hånden ud. Jeg får brug for jeres råd og hjælp, så vi kan samle vores mægtige nation, sagde han under stor jubel fra sine tilhængere.

Det stod allerede tidligt på valgnatten klart, at en bølge var i gang med at bære ejendomsmatadoren og reality-stjernen ind i Det Hvide Hus.

Florida og North Carolina, der begge havde været udråbt som meget vigtige stater at vinde, gik begge til Trump med et lille flertal.

Herfra gik det bare fra slemt til værre for Clinton, der måtte se, hvordan staterne i USA's gamle industribælte et efter et faldt til Trump.

Og omkring 08.30 dansk tid stod det klart, at den 70-årige så rigeligt havde nået de 270 valgmænd, der sikrer, at han bliver USA's næste præsident.

Målinger havde inden valget vist, at ufaglærte hvide mænd var Trumps største støtter.

Men en måling fra CNN på valgdagen viste også, at ufaglærte hvide kvinder har stemt på Trump i større antal end forventet. Det har bidraget til hans sejr.

De finansielle markeder reagerede omgående på valgresultatet, og det førte til bratte fald på børserne i Asien og Europa.

Det er en kolossal opgave, som Trump har stillet sig selv.

Han har lovet at skaffe millioner af industriarbejdspladser tilbage til USA, at stoppe illegal indvandring ved at bygge en mur til Mexico, at droppe internationale handelsaftaler, at trække USA ud af den globale klimaaftale og at opsige aftalen med Iran om dets atomprogram.

Og så vil han søge nyt samarbejde med Rusland. Han har kaldt præsident Vladimir Putin en stor leder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.