Trump barberer sit felt af vicepræsidenter ned til fem bud
Fem navne er på Donald Trumps liste over mulige vicepræsidenter. Han ventes at offentliggøre sit valg fredag.


Når Donald Trump de kommende måneder rejser USA tynd som Republikanernes bud på en præsident, vil en kandidat til vicepræsidentposten hjælpe med at samle opbakning til Trump og partiet.

Hvem det bliver, er der blevet spekuleret i de seneste måneder. Og spændingen udløses ifølge Reuters og CNN formentlig fredag.

Donald Trump ventes at sætte navn på sin makker i valgkampen ved et planlagt valgarrangement, siger kilder i hans stab til Reuters.

Listen over mulige kandidater er også ved at blive snævret ind, afslører Trump selv.

- Jeg har skåret det ned til at stå mellem fem personer, siger han til Fox News tirsdag.

Flere medier har peget på en lille håndfuld formodede kandidater.

Det drejer sig ifølge Reuters om tidligere formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich, Indiana-guvernør Mike Pence, New Jersey-guvernør Chris Christie og den pensionerede generalmajor Michael Flynn.

Tv-stationen CNN udpeger Newt Gingrich og Mike Pence som feltets favoritter. Mediet angiver, at oplysningerne kommer fra unavngivne kilder "tæt på drøftelserne".

Mike Pence introducerede så sent som tirsdag Donald Trump ved en begivenhed i Indiana. Her gik han i kødet på Demokraternes Hillary Clinton, mens han sammenlignede Donald Trump med tidligere præsident Ronald Reagan.

Yderligere har Trump og Pence haft en privat samtale ved arrangementet. De mødtes også tidligere på måneden sammen med deres respektive hustruer.

Newt Gingrich forsøgte selv at blive præsidentkandidat for Republikanerne i 2012, men måtte se sig slået af Mitt Romney.

Gingrich sad i Repræsentanternes Hus i 20 år og har efterfølgende arbejdet som politisk kommentator for Fox News. Netop dette samarbejde er tirsdag blevet droppet af tv-stationen på grund af Newt Gingrichs mulige udnævnelse i Trumps stab, skriver CNN.

- Det er tydeligt, at guvernør Pence er med i opløbet, og at Chris Christie også er. Jeg har også været en del af processen. Vi må se, hvad der sker i løbet af de kommende to-tre dage, udtaler Gingrich ifølge CNN.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.