Den omdiskuterede storvognmand Kim Johansen ender nu som en del af Finanslovsforhandlingerne.
Det sker, fordi SF mener, der er et hul i loven om godskørsel, som gør det muligt for Kim Johansen at sætte 700 estere og rumænere bag rattet i sine 300 danske lastbiler. Chaufførerne er ansat i hans udenlandske datterselskaber. De får 8-14.000 kroner om måneden.
SF vil have en lovændring som del af finanslovsforhndlingerne med regeringen.
Det tager Kim Johansen roligt.
”Indtil videre har jeg vundet de sager, der har været. Vil en lovændring ændre grundlaget for de domme, så respekterer jeg det. Så kan vi ikke køre med dansk registrerede biler mere,” siger Kim Johansen.
I sommer sagde han, at han mener det tangerede personlig hetz og virksomhedsforfølgelse uden sidestykke, da 3F beskyldte ham for at bryde loven ved at bruge udenlandske chauffører uden dansk overenskomst i biler med danske tilladelser.
Vognmand: Det minder om Putin
Nu er det 3F, der har foreslået SF at komme med lovforslaget, der blandt andet vil stoppe Kim Johansen.
Han siger, at han intet har imod fagforeninger, men at spørgsmålet for ham handler om, om det er EU eller den danske regering, der bestemmer over godskørslen.
”Vil vi vedkende os EU? Hvis ikke, så er det fint med mig. Men det risikerer at ende helt forfærdeligt, hvis alle lande laver deres egne regler om godskørsel. Det holder ikke, hvis alle i fodboldklubben går hjem og laver deres egne regler. Man er jo nødt til at følge de fælles vedtægter,” siger Kim Johansen.
Han sammenligner ønsket om at lave særregler for danske vognmænd med, hvad den russiske præsident Putin gør.
”Når Putin laver sine egne regler, synes vi, det er helt forfærdeligt. Men vi gør det selv på en mere diplomatisk måde,” siger han.
Chauffører bor ikke i Danmark
Han beskylder politikere og fagforeninger for at være naive, hvis de tror, at en ændring af godskørselsloven vil betyde, at hans 700 udenlandske chauffører enten bliver skiftet ud med danskere eller får dansk løn.
”Indkomstskatten i Bulgarien er på ti procent. Hvordan tror du så, det ville være, hvis de fik dansk løn i Bulgarien? Du må du kunne sige dig selv, at så godt bliver det altså heller ikke,” siger Kim Johansen.
Han kalder det det rene sludder, når SF's arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen over for Avisen.dk kalder de udenlandske chaufførers aflønning for sulteløn, som de ikke kan leve af i Danmark.
”Det handler jo ikke om, at jeg tager mennesker, og indkvarterer dem usselt her og giver dem bulgarsk løn. Alle de chauffører jeg har, bor i det land, de kommer fra og er der, når de har fri,” siger han.
Har meldt sig ud af vognmands-forening
Vognmændenes sammenslutning DTL, Dansk Transport og Logistik, er ellers begejstrede for forslaget og siger tak til SF. Selv har Kim Johansen sagt farvel og tak til DTL for to år siden efter 30 års medlemskab.
”Det var stille og roligt. De skrev rundt og bad alle medlemmer nøje overveje om DTL reopræsenterede deres interesser. Det mener jeg ikke, de gør,” siger Kim Johansen.
Han kritiserer hele debatten om EU-lovgivningen for at være misforstået.
”Jeg synes, det er imponerende, at politikerne har formået at bilde alle os og pressen ind, at det handler om, at ’det der EU bestemmer alt for meget’. De har da selv givet dem lov til det,” siger han.