Trossamfund: Danske jøder bliver chikaneret
Der var mere anti-jødisk chikane i Danmark i 2014 i forhold til 2013, oplyser Det Jødiske Samfund i Danmark.
Her ses rabbiner Jair Melchior og formand for Det Jødiske Samfund mandag på et pressemøde omkring weekendens terrorangreb. Nu har trossamfundet offentliggjort en opgørelse, der viser, at flere danske jøder chikaneres.
Her ses rabbiner Jair Melchior og formand for Det Jødiske Samfund mandag på et pressemøde omkring weekendens terrorangreb. Nu har trossamfundet offentliggjort en opgørelse, der viser, at flere danske jøder chikaneres. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


En ny opgørelse viser, at der skete en stigning i antallet af overgreb og chikanerier rettet mod danske jøder fra 2013 til 2014. Det oplyser Det Jødiske Samfund i Danmark til Ritzau i kølvandet på weekendens angreb mod synagogen i Krystalgade i København.

Trossamfundet laver hvert år en rapport over antisemitiske hændelser i Danmark. Rapporten for 2014 er endnu ikke udgivet, men dens konklusion er klar: Flere jøder var mål for trusler, tilråb, hærværk og andre overgreb, fordi de var jøder.

Særligt i sommeren 2014, da en konflikt mellem Israel og palæstinensiske oprørere i Gaza stod på, blev der registreret en stigning i antallet af antisemitiske handlinger mod jøder herhjemme, oplyser Det Jødiske Samfund i Danmark.

Den 22. august 2014 gik det ud over den jødiske privatskole Carolineskolen på Østerbro i København, som blev udsat for hærværk. Her mødte synet af smadrede ruder og anti-jødisk graffiti eleverne, da de kom i skole.

"Ingen fred i Gaza. Ingen fred til jer zionistsvin," havde uindbudte gæster skrevet.

Det mest alvorlige overgreb mod jøder her i landet i nyere tid fandt sted natten til søndag, da 37-årige Dan Uzan blev skudt og dræbt ved terrorangrebet mod synagogen i Krystalgade i København. Her var han vagt, mens der var konfirmationsfest i synagogen.

Trossamfundet kan endnu ikke oplyse, præcist hvor mange antisemitiske hændelser der fandt sted i Danmark i 2014. Men i 2013 var der op til 43 tilfælde af overfald og fysisk chikane, trusler, hadefulde ytringer og hærværk mod danske jøder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.