Trommeslager taler ud om livsfarligt flystyrt
Blink 182-trommeslageren Travis Barker overlevede på mirakuløs vis den dramatiske tragedie, der samtidig sendte ham på ufrivillig afvænning.
Travis Barker var så påvirket af stoffer, at han ikke kunne mærke smertestillende midler.
Travis Barker var så påvirket af stoffer, at han ikke kunne mærke smertestillende midler. Foto: Chris Pizzello/AP


På mirakuløs vis overlevede musikeren Travis Barker en ufattelig tragedie, da han i 2008 styrtede ned med et fly kort efter takeoff.

Piloterne og to medpassagerer blev dræbt, mens Blink 182-trommeslageren selv kunne kravle ud af flyet sammen med DJ-vennen Adam Goldstein, der også overlevede styrtet. Nu åbner trommeslageren op om den traumatiske oplevelse i et interview med musikmagasinet Billboard.

Barker var indlagt i næsten tre måneder efter styrtet på grund af de hårde kvæstelser, der gav ham anden- og tredjegradsforbrændinger på 65 procent af kroppen, og under indlæggelsen mærkede musikeren konsekvensen af sit årelange misbrug af hårde stoffer, alkohol, piller og hash. Både de smertestillende og bedøvende midler, som hospitalet gav ham, virkede nemlig ikke efter hensigten på den narkotika-afhængige musiker.

- Jeg betalte virkelig prisen for at være stofafhængig så længe. Jeg vågnede op under 11 ud af mine 27 operationer efter flystyrtet. Jeg vågnede og anede ikke, hvad der foregik. Jeg mærkede bare en ekstrem smerte og forsøgte at slå ud efter lægerne, fortæller trommeslageren til Billboard.

- Efterfølgende blev jeg også lidt skør en tid. Jeg turde ikke gå ud af huset, fordi jeg var bange for, at jeg ville blive ramt af noget. Jeg forventede bare, at noget skidt ville ske for mig hele tiden, siger Barker åbenhjertigt i interviewet.

Ifølge havarirapporten fra den amerikanske transportmyndighed, National Transportation Safety Board, skyldtes det tragiske styrt en fejl i kontrolpanelet, som fik det til at eksplodere, samtidig med at piloten forsøgte at bremse. Flyet bragede ud fra landingsbanen og ind over en motorvej, til det ramte en skråning.

- Jeg elskede mine børn i forvejen, men efter flystyrtet var det, som om jeg fik en ny chance i livet. Jeg lever for dem. Min musik og mine børn er førsteprioriteterne i mit liv nu.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.