Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er klar til at justere reglerne for førtidspension i indeværende folketingssamling.
Det siger han under en høring på Christiansborg onsdag. Den finder sted forud for, at førtidspensionsreformen fra 2012 skal igennem en større kulegravning, hvor politikerne vil se på, om reformen har virket efter hensigten.
- Intentionen med reformen er rigtig. Det er, at vi skal have flest muligt i job, fastslår Troels Lund Poulsen (V).
- Men jeg bliver også berørt af de mange enkeltsager, der bliver sendt til mig. Ud fra det jeg får forelagt, virker det, som om nogle bliver sendt i meningsløse ressourceforløb.
Det mest presserende er at få set på rammerne for tildeling af førtidspension, fastslår han. Flere politikere har erkendt, at reglerne er for upræcise.
Og at der er for stor forskel på, hvornår kommunerne tilkender førtidspension.
Troels Lund Poulsen understreger, at det i et velfærdssamfund som det danske skal være muligt at få en førtidspension, hvis man vitterligt ikke kan arbejde. Og det er det også fortsat, mener han.
I 2017 blev der tilkendt 9700 førtidspensioner. I 2012, før reformen trådte i kraft, var tallet 14.750. Et af målene med reformen var netop, at færre, især unge, skulle på førtidspension.
I stedet skal personer under 40 år igennem ressourceforløb, der varer mellem et og fem år. De skal bidrage til at udvikle arbejdsevnen.
En af dem, der har oplevet reformen i praksis er 40-årige Carina Fehm. Hun er uddannet pædagog, men kom i 2008 så alvorligt til skade med sin ryg, at hun ikke kunne fortsætte med sit arbejde.
Ti år efter mangler hun stadig en afklaring på, om hun kan få fleksjob eller skal på førtidspension, fortæller hun på høringen.
Imens er hendes økonomi blevet hårdt presset. På ressourceforløb modtager man nemlig en ydelse, der svarer til kontanthjælp.
- Jeg har deltaget og medvirket i alt, hvad kommunen har bedt mig om. Det har været frustrerende, at intet af det har bragt mig nærmere arbejdsmarkedet. Og at årene bare er gået, siger Carina Fehm.
Hun fortæller, at hendes ressourceforløb, som har varet i tre år, består af to timers afspænding om ugen.
- Det er rart, mens jeg er der. Men det har ikke fået mig tættere på arbejdsmarkedet.
/ritzau/