Troels Bech håber på mindre transfer-travlhed fremover
Brøndby vil kæmpe med om mesterskabet inden 2018, men det kræver kontinuitet, mener sportsdirektøren
Kontinuitet er nøgleordet for succes i Brøndby, mener sportsdirektør Troels Bech (arkivfoto)
Kontinuitet er nøgleordet for succes i Brøndby, mener sportsdirektør Troels Bech (arkivfoto) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


I sidste sæson vandt Brøndby bronzemedaljer i Superligaen. Ambitionen i år er at gentage bedriften, men inden for tre år skal mesterskabspokalen gerne tilbage på Vestegnen.

Det er en ambition, som kræver kontinuitet i spillertruppen. Det siger klubbens sportsdirektør, Troels Bech.

- I princippet vil jeg gerne have et roligt transfervindue med få udskiftninger, for vi er meget afhængige af kontinuitet. Jeg må også konstatere, at vi har fået otte spillere ind, og det er relativt mange, siger Troels Bech, som har haft en travl sommer.

Otte nye spillere er kommet til Brøndby, mens 11 har forladt klubben. Det høje antal af udskiftninger skal bringes ned, hvis ambition om et mesterskab skal kunne realiseres, mener Troels Bech.

- Jeg vil blive skuffet, hvis det er nødvendigt at skifte otte spillere hvert transfervindue. Det vil være alt for meget for mig, så de otte her er forhåbentlig en undtagelse, siger han.

Søndag aften skal Brøndby forsøge at måle sig med de forsvarende mestre, når FC Midtjylland kommer på besøg på Brøndby Stadion.

Sammen med FC København er midtjyderne stadig et stykke foran Brøndby, vurderer Troels Bech, som håber, at hullet til konkurrenterne kan lukkes inden for de næste par år.

- De (FCK og FCM, red.) har et forspring lige nu. De har brugt flere penge på at styrke deres hold denne sommer og er dermed også et skridt længere fremme, siger Troels Bech.

Troels Bech vurderer dog ikke, at de økonomiske muskler i Brøndby kan matche de to konkurrenter lige nu. I stedet skal Brøndby fokusere på sig selv til at begynde med.

- Der findes internt i klubben en målsætning om, at vi skal kæmpe med om mesterskabet i 2018. Så vi må arbejde på at hæve vores eget niveau, så vi er klar, når nogle af de andre snubler, siger han.

Inden søndagens kamp ligger Brøndby syv point efter topholdet FC Midtjylland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.