Trods våbenhvile: Boko Haram mistænkes for nye drab
Den militante oprørsgruppe har angiveligt dræbt ni personer i angreb på to landsbyer.
Den militante oprørsgruppe Boko Haram har bortført over 200 skolepiger. Billedet her er fra maj, men nu kan pigerne angiveligt snart blive løsladt. (AP Photo/File)
Den militante oprørsgruppe Boko Haram har bortført over 200 skolepiger. Billedet her er fra maj, men nu kan pigerne angiveligt snart blive løsladt. (AP Photo/File) Foto: AP PHOTO/AP


Oprørere fra den militante gruppe Boko Haram mistænkes lørdag for at have dræbt adskillige mennesker i angreb på to nigerianske landsbyer, oplyser vidner og sikkerhedskilder.

Det første angreb fandt angiveligt sted i landsbyen Dzur, hvor mindst otte mennesker blev dræbt. I landsbyen Abadam skal én person være dræbt, da militante, der altså mistænkes for at være fra Boko Haram, angreb byen.

Fredag annoncerede Nigeria ellers en våbenhvile med Boko Haram.

Ifølge forsvarschef Alex Badeh og den nigerianske præsident Goodluck Jonathans førstesekretær, Hassan Tukur, var våbenhvilen forhandlet på plads i nabolandet Tchad.

Som en del af aftalen var frigivelsen af over 200 skolepiger, der siden april har været bortført af Boko Haram.

Senere fredag sagde regeringens talsmand Mike Omeri imidlertid, at der stadig manglede yderligere forhandlinger, før pigernes frigivelse kunne falde endelig på plads.

De forskellige fløje i Nigerias regering har ifølge nyhedsbureauet AFP før givet modstridende udtalelser om større nationale beslutninger, da konkurrerende dagsordener ofte fører til forvirrende og modstridende standpunkter.

To højtstående regeringskilder siger til Reuters lørdag, at Nigeria regner med, at skolepigerne bliver løsladt senest tirsdag i næste uge. De afviser imidlertid at sige, hvor den formodede frigivelse skal finde sted.

- Jeg kan bekræfte, at regeringen arbejder hårdt på at gøre sit for at få pigerne frigivet enten mandag eller senest tirsdag, siger en kilde over telefonen til Reuters.

Hverken det nigerianske præsidentkontor eller landets militær har kommenteret de nye oplysninger om drabene eller dagen for en eventuel frigivelse af pigerne.

Boko Haram har heller ikke kommenteret den formodede våbenhvile.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.