Trods sejr: Pokalindsats imponerer ikke Solbakken
FC København vandt 2-1 i Fredericia, men indsatsen var ikke noget at skrive hjem om, mener træneren.
Ståle Solbakken var ikke imponeret af sit hold i Fredericia.
Ståle Solbakken var ikke imponeret af sit hold i Fredericia. Foto: MICHAEL DROST-HANSEN/POLFOTO


FC København er klar til kvartfinalen i DBU Pokalen, men indsatsen i kampen mod FC Fredericia torsdag aften var ikke, som træner Ståle Solbakken havde håbet.

Nordmanden beklager sig over en noget ujævn præstation af sit mandskab, der måtte i forlænget spilletid for at besejre modstanderen fra den næstbedste række.

- Det første og sidste kvarter af den ordinære kamp er gode, og så kontrollerer vi kampen udmærket, da først vi kom tidligt foran i forlængelsen, siger Ståle Solbakken til fck.dk.

- Vores forsvarsspil var dog alt for dårligt i den sidste halve time før pausen, og vi har alt for stor afstand mellem kæderne, så vi lukker dem frem til tre store chancer.

- Og til sidst udligner de, mens Danny (Amankwaa red.) ligger uden for til behandling, og vi spiller 10 mod 11.

- Anden halvleg er generelt bare dårlig, og vi har vel kun en chance til Ludwig (Augustinsson, red.) i starten og en til Kusk i overtiden. Men vi blev trods alt bedre det sidste kvarter, lyder vurderingen fra Ståle Solbakken.

Kasper Kusk blev matchvinder for københavnerne kort inde i den forlængede spilletid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.