Danmarks nye fattige - hvor skal de bo?
Trods redningsplanke: Kontanthjælpsmodtagere nægtes lån til indskud
Kontanthjælpsmodtagere, der risikerer at blive smidt ud af deres lejlighed, har i princippet mulighed for at låne penge af kommunen til et nyt indskud, selvom de i forvejen har et indskudslån. Men sådan er virkeligheden ikke i alle kommuner.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen mener ikke, kontanthjælpsloftet vil medføre, at flere kontanthjælpsmodtagere bliver sat ud af deres lejlighed.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen mener ikke, kontanthjælpsloftet vil medføre, at flere kontanthjælpsmodtagere bliver sat ud af deres lejlighed. Erik Refner / Scanpix


Kontanthjælpsloftet, der blev vedtaget før påske, vil ikke føre til, at flere konanthjælpsmodtagere bliver sat på gaden. Sådan har det gentagne gange lydt fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

Kommunerne har nemlig mange redskaber til at forhindre, at kontanthjælpsmodtagerne bliver sat på gaden, når de mister en stor del af deres boligsikring, har ministeren fremhævet.

Men et af de redskaber bruger nogle kommuner ikke, viser en rundspørge fra Avisen.dk/Ugebrevet A4.

Redskabet, det drejer sig om, er kommunernes mulighed for at låne såkaldt udsættelsestruede kontanthjælpsmodtagere penge til indskuddet, hvis de finder en billigere lejlighed. Også selvom de allerede har ét indskuds-lån, der ikke er afbetalt.

Det vil altså sige, at hvis Lone skylder kommunen penge for et lån til et indskud, så kan hun alligevel godt låne til et nyt indskud. På den måde får hun mulighed for at rykke til en billigere lejlighed, når hun som konsekvens af kontanthjælpsloftet får færre penge.

At kommunerne kan benytte sig af muligheden, har ministeren gjort opmærksom på i svaret til de mange organisationer, der har advareret om, at kontanthjælpsloftet vil medføre flere udsættelser

Men det er langt fra alle kommuner, der benytter sig af muligheden. Det viser rundspørgen, som Avisen.dk/Ugebrevet A4 har foretaget blandt kommunernes socialchefer.

- Som udgangspunkt er det vanskeligt for os at yde et nyt lån, hvis borgeren har et lån i forvejen, siger Helle Linnet.

Hun er formand for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark og selv social- og arbejdsmarkedsdirektør i Vordingborg Kommune.

35 kommuner har svaret på rundspørgen. Af dem giver 14 kommuner først et nyt boligindskudslån, når det gamle lån er afbetalt. Omvendt mener 15 kommuner godt, de kan give et nyt lån, selvom der er uindfriet gæld.

- I Aarhus kan man godt få et nyt indskudslån, selvom man har et lån i forvejen. Men det gælder kun dem, der får anvist en bolig igennem kommunen, og det kræver, at de er i gang med at afdrage deres gamle lån, forklarer kontorchef i By og Bolig, Kirsten Frandsen.

I andre kommuner varierer det fra sag til sag. En kommune skriver:

"Det afhænger af en konkret individuel vurdering - og økonomi kan være begrundelsen for at dispensere og hjælpe en borger, der allerede har et indskudslån."

Hvornår er man udsættelsestruet?

Før kontanthjælpsloftet blev vedtaget, advarede både boligselskaberne, kommunerne, Rådet for Socialt Udsatte og de hjemløses organisation SAND om, at det ville føre til flere udsættelser.

Dengang lød svaret fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V):

"For at forbedre udsatte og udsættelsestruede lejeres muligheder for at flytte fra en
dyrere til en billigere bolig, gælder der herudover en kommunal pligt til som udgangspunkt at yde et nyt beboerindskudslån, selv om husstanden har uindfriet gæld
fra et tidligere beboerindskudslån."

Ministeren ønsker ikke at kommentere rundspørgen.

Han ønsker heller ikke at svare på, hvornår man skal opfattes som udsættelsestruet, men henviser til Boligministeriet, der henviser tilbage til Beskæftigelsesministeriet.

Af Boligstøtteloven fremgår det, at man kun har ret til at få et nyt indskudslån, før det gamle lån er afbetalt, hvis man er blevet sat ud af sin lejlighed, eller hvis ens udlejer har anmodet fogeden om at komme og sætte en ud af lejligheden.

Der er derfor ingen hjælp at hente for de mange kontanthjælpsmodtagere, som allerede nu er i gang med at lede efter noget billigere at bo i, inden de bliver sat ud af deres lejlighed. I hvert fald ikke i alle kommuner.

- Vi vil gerne hjælpe dem, men som jeg læser loven, har vi ikke mulighed for at give dem et beboerindskudslån, siger kontorchef i By og Bolig i Aarhus Kommune Kirsten Frandsen.

Hos foreningen af Socialcheferne mener Helle Linnet, at kommunerne bliver nødt til at tage udgangspunkt i kun at give ét indskudslån, dog med mulighed for en individuel vurdering.

- Men vi kommer nok til at køre nogle sager, hvor vi får prøvet af, om vores fortolkning af lovgivningen holder, siger hun.

Fakta om indskudslån

Beboerindskudslånene gives kun til almene boliger.

Man har som udgangspunkt ikke ret til at få et nyt beboerindskudslån, hvis man allerede har ét lån, som man er i gang med at afdrage på.

Det gælder dog ikke, hvis man er blevet sat ud af sin lejlighed eller står til at blive sat ud af sin lejlighed.

Hvis man har brug for hjælp til et indskud i en privat lejebolig, kan man søge kommunen om flyttehjælp efter § 84 i Lov om aktiv socialpolitik.

Man kan få flyttehjælp, hvis flytningen forbedrer familiens bolig- og erhvervsforhold. Det gælder også, hvis man flytter fra en dyr bolig til en bolig, der passer bedre til familiens økonomi.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.