Ryanair har ikke ladet sig slå helt ud af kampen mod den danske fagbevægelse.
I hvert fald meddeler det irske lavprisselskab nu i en pressemeddelelse, at selskabet vil åbne en ny rute fra København til Tenerife til oktober. Det bliver dermed selskabets femtende i den københavnske lufthavn, hvorfra Ryanair allerede flyver til destinationer som London, Madrid, Rom og Stockholm. Flyene til og fra den spanske ferieø vil afgå to gange om ugen.
Meldingen fra Ryanair kommer efter en turbulent sommer for selskabet i Danmark. Først tabte irerne en sag til den danske fagbevægelse i Arbejdsretten. Ryanair var utilfreds med, at den danske fagbevægelse ville indlede en konflikt, fordi selskabet nægtede at forhandle dansk overenskomst. Men Ryanair tabte sagen og lukkede som konsekvens sine baser i København og Billund.
Efterfølgende opgav Ryanair sin anke til Østre Landsret i en sag mod SAS Ground Handling og 3F, efter at flere medlemmer fra 3F i marts forsinkede den første afgang i Københavns Lufthavn fra Ryanair i nogle timer. Den sag vil dog fortsætte i Arbejdsretten med et møde efter sommerferien.
Ryanair har da også hele tiden stået fast på, at de lukkede baser ikke ville betyde mindre trafik til og fra Danmark. Tværtimod.
- Vi vil fortsætte med at investere og lade vores trafik vokse i Danmark, lød det blandt andet fra Ryanair i en pressemeddelelse i forbindelse med lukningen af basen i Billund.
Ifølge Ryanairs egne oplysninger vil den nye rute betyde, at man på årsbasis vil kunne betjene 2,5 millioner passagerer fra København via 118 ugentlige afgange.
Læs hele Avisen.dk's dækning af Ryanair-sagen her.