Trods hul i statskassen foreslår K og LA skattelettelser
LA og K foreslår skattelettelser til borgere og virksomheder, efter at regeringens kasseeftersyn viser et hul.
Ole Birk Olesen mener, at en diskussion om fordeling af midler er sund.
Ole Birk Olesen mener, at en diskussion om fordeling af midler er sund. Foto: FLINDT PEDERSEN RASMUS/free


De Konservative og Liberal Alliance understreger, at regeringen ikke bør sænke ambitionerne, efter at Venstre-regeringen med et kasseeftersyn har fastslået, at råderummet skal reduceres med tre milliarder kroner hvert år fra 2016 frem mod 2020.

- Vi skal ikke slække på ambitionsniveauet, men vi mener stadig, at man skal have et højt ambitionsniveau med hensyn til at sænke skatter og afgifter, så vi har et samfund i vækst og ikke et samfund, som går i stå, siger De Konservatives finansordfører, Brian Mikkelsen.

Regeringen varsler nu, at indfrielsen af valgløfter bliver forsinket på grund af hullet, og hos Brian Mikkelsen har man et bud på, hvilke løfter der skal bagest i køen.

- Vores råd vil være, at Venstre må sætte velfærdsløfterne på pause. Det, der er dramatisk brug for, er, at erhvervslivet får bedre vilkår, så der bliver investeret i flere arbejdspladser i Danmark.

- Det er det elementære for os. Og så må de bare udsætte de andre ønsker, foreslår Brian Mikkelsen.

Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, er enig med De Konservative. Også Liberal Alliance ønsker skattelettelser.

- Der er rigeligt råd til både at give borgerne flere af deres egne penge tilbage og til at sikre en sund offentlig økonomi med god kernevelfærd, hvis blot vi prioriterer anderledes, lyder det fra Ole Birk Olesen.

Før valget baserede både Venstre og Socialdemokraterne deres valgløfter på, at der frem mod 2020 vil være et råderum på 39 milliarder kroner.

Men finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) tager med sit kasseeftersyn en god bid af det beløb.

- Det kan godt være, at der ikke automatisk kommer så mange nye penge i kassen, som man har regnet med.

- Men de offentlige udgifter udgør stadigvæk mere end 1000 milliarder kroner, og politik handler også om at prioritere inden for eksisterende udgiftsområder, lyder det fra LA.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.