En kolossalt høj promille på 2,71 promille, kombineret med slingrende bilkørsel på Lejrevej nær Osted, udløser nu betinget fængsel i 20 dage for en 46-årig kvinde fra Svendborg.
Retten i Roskilde har desuden idømt kvinden en bøde på 7000 kroner, samfundstjeneste i 40 timer samt frakendelse af kørekortet i tre år. Det skriver DAGBLADET Roskilde.
Hun har forklaret, at hun "ikke følte sig beruset", da hun kom kørende på Lejrevej ved 17-tiden en novemberdag for to år siden. Endvidere at hun ikke drikker til dagligt, at hun har et fint forhold til alkohol, og at hun ikke har et alkoholmisbrug.
Kvinden kørte ind til siden på Lejrevej, lige nord for Osted, da bilen havde fået en punktering ved berøring med en kantsten tidligere under kørslen. En ung mand kørte også ind til siden, og efter samtale med kvinden ringede han til politiet.