Trods flyangreb: IS står stadig stærkt
Efter flere måneders luftangreb er det kun lykkedes at generobre en lille smule af IS-besatte områder i Irak.
Kurdiske styrker og irakiske regeringstropper har generobret cirka en procent af de IS-besatte områder i Irak, siden USA begyndte sine luftangreb i august. Arkivfoto.
Kurdiske styrker og irakiske regeringstropper har generobret cirka en procent af de IS-besatte områder i Irak, siden USA begyndte sine luftangreb i august. Arkivfoto. Foto: Hussein Malla/AP


Siden USA påbegyndte sine luftangreb i august mod Islamisk Stat, har kurdiske peshmerga-styrker og irakiske regeringstropper generobret godt én procent af de IS-besatte områder i Irak. Det oplyser Pentagon.

Helt præcist er der tale om cirka 700 kvadratkilometer, som den militante gruppe tidligere kontrollerede - hovedsageligt i det nordlige Irak.

Ifølge talsmand John Kirby fra Pentagon kontrollerer Islamisk Stat dog et område på 55.000 kvadratkilometer i Irak.

Kirby erkender, at der ikke er tale om store, generobrede strækninger, men ifølge talsmanden har luftangrebene fra USA og dets allierede stoppet den militante gruppe i at indtage mere land og samtidig skaffet tid til at træne irakiske regeringsstyrker.

- Jeg tror, vi alle kan erkende, at det i øjeblikket er en lille procentdel af totalen. Men vi er også kun seks-syv måneder inde i det her, siger han.

Pentagon har fredag offentliggjort tallene for de IS-kontrollerede områder, efter at de for nylig annoncerede, at irakiske og kurdiske tropper har genvundet 700 kvadratkilometer territorium uden at offentliggøre, hvad det vil sige i forhold til det totale område kontrolleret af Islamisk Stat.

Til sammenligning råder den irakiske regering over omkring 77.000 kvadratkilometer og de kurdiske styrker har kontrollen over cirka 56.000 kvadratkilometer.

Disse tal dækker ikke hele Irak, men befolkede "relevante" dele af landet, lyder det fra talsmanden.

USA's luftangreb begyndte i Irak 8. august og i Syrien 23. september.

Der er siden foretaget næsten 2000 luftangreb i kampen mod Islamisk Stat, og amerikanske krigsfly har ifølge amerikanske forsvarskilder udført over 1600 af disse angreb.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.