Trods arbejdsskader: Virksomheder slipper for tilsyn
På trods af mange anmeldte arbejdsskader slipper flere virksomheder for tilsyn, fordi de har en såkaldt kronesmiley.
Danish Crown er en af de virksomheder, der på top ti listen over virksomheder med flest anmeldte arbejdsskader per 100 ansatte. Samtidig har virksomheden en såkaldt kronesmiley.
Danish Crown er en af de virksomheder, der på top ti listen over virksomheder med flest anmeldte arbejdsskader per 100 ansatte. Samtidig har virksomheden en såkaldt kronesmiley. Foto: Morten Stricker/Scanpix


Virksomheder med kronesmiley slipper for besøg af Arbejdstilsynet også selvom virksomheden har mange arbejdsskader.

Fagbladet 3F kan nemlig afsløre, at to ud af ti virksomheder med flest anmeldte arbejdsskader pr. 100 ansatte kan bryste sig med Arbejdstilsynets kronesmiley.

På Arbejdstilsynets hjemmeside står der blandt andet om kronesmileyen:

"Arbejdstilsynet forudsætter, at virksomheder, der har et arbejdsmiljøcertifikat, i vidt omfang både kan og vil løse deres arbejdsmiljøproblemer selv."

Og videre står der:
"Det betyder, at virksomheder med et arbejdsmiljøcertifikat ikke skal have risikobaseret tilsyn."

Dermed slipper både LM Wind Power og Danish Crown, der er på top ti listen over flest anmeldte arbejdsskader per 100 ansatte i Danmark, helt for besøg fra Arbejdstilsynet.

Det er et problem, at virksomheder med et certifikat og en elitesmiley slipper for tilsyn, mener professor Peter Hasle fra Aalborg Universitet.

- Det skulle jo gerne være sådan, at virksomheder der får certifikat ikke gør det for at undgå tilsyn. Det er en meget negativ motivation, der ikke lægger op til, at man gør en god indsats for arbejdsmiljøet, siger Peter Hasle, der mener, at tallene burde føre til, at Arbejdstilsynet besøgte disse virksomheder.

- Når de har så mange arbejdsskader bør det føre til, at de fik tilsynsbesøg, så man sikrede sig, at der var styr på tingene.

Anette Lerche, der er kontorchef i Det Arbejdsmiljøfaglige Center i Arbejdstilsynet, oplyser, at selvom virksomhederne ikke automatisk får besøg af Arbejdstilsynet, betyder det ikke, at de går fuldstændig under radaren.

- Det er rigtigt, at virksomhederne ikke får risikobaseret tilsyn, men kommer der klager, eller sker der en ulykke, kan vi besøge virksomheden. Hvis forholdene ikke er i orden, får de en gul eller rød smiley og mister kronesmileyen, som først kommer igen, når forholdene er i orden, siger Anette Lerche og tilføjer, at certificering udelukkende er en garanti for at virksomheden har et arbejdsmiljøledelsessystem, som automatisk følger op på ulykker.

Hos Danish Crown forsikrer man, at virksomheden lever op til kronesmileyen og selv har opbygget et system til at håndtere arbejdsmiljø og ulykker.

- Ulykker kan have store konsekvenser for den enkelte medarbejder og store økonomiske konsekvenser for virksomheden. Derfor har vi meget stor fokus på at nedbringe antallet af arbejdsulykker ved kontinuerligt at analysere på de ulykker der sker og sætte os nye mål, siger pressechef Jens Hansen, der understreger, at virksomheden anmelder alle relevante arbejdsulykker til Arbejdsskadestyrelsen.

Hos LM Wind Power er der, ifølge virksomheden selv, heller ingen problemer med arbejdsmiljøet.

- Vi har et godt og sikkert arbejdsmiljø, og vi arbejder fokuseret på at sikre, at dette ikke ændrer sig bl.a. i samarbejde med vores lokale 3F-afdeling, siger Lene Mi Ran Kristiansen, der er pressechef hos LM Wind Powers, til Fagbladet 3F.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.